EMNER

Dødsfald

‡Holger Kristiansen, Hebbelstrupvej 261, Hvilshøj, 77 år. Holger Kristiansen var født i Skæve på gården Nørre Vesterskov. Han var ud af en børneflok på ni. Holger Kristiansen mistede sin far meget tidligt, og da han havde aftjent sin værnepligt, kom han hjem for at hjælpe sin mor på gården. Hans mor boede på det tidspunkt i Øster Brønderslev på gården Nørregård. I 1957 blev Holger gift med Grethe, som var fra Øster Brønderslev. Parret købte en mindre ejendom på på Hvilshøj Mark og senere købte de en større ejendom i nærheden. Parret fik tre børn. En af sønnerne overtog gården i 1994. Udover at drive gården med malkekøer og grise og dyrke jorden, arbejdede Holger Kristiansen i 15 år ved Vendsyssel Korn i Hvilshøj. Holger og hans kone Grethe havde den store glæde at få lov at passe de to ældste børnebørn, da de var små, imens forældrene var på arbejde. Da børnebørnene begyndte i skole, fortsatte de med at blive passet efter skoletid hos Holger og hans kone. Holger havde den store sorg at miste sin kone for 11 år siden. Han blev dog boende på gården indtil 1999. Derefter flyttede han til Hebbelstrupvej i Hvilshøj.Han købte en elknallert , og kørte hver eneste dag en tur ud til Hvilshøj Mark,for at se om alt var i orden på gården og også for at aflægge familien et lille besøg. Hans store omgangskreds fik også ofte et lille besøg. Holger Kristiansen efterlader sine tre børn Egon, Svend Erik og Britta, fem børnebørn og to oldebørn.