EMNER

Dødsfald

Ingrid Hedegaard Monrad, bankassistent, Solsortevej 11, Terndrup, 54 år. Ingrid, født Hedegaard Pedersen, var født i Viborg. Som fireårig mistede hun sin far, som var brugsuddeler i Gug. Senere flyttede Ingrid og hendes mor til Arden, hvor moderen i en årrække havde Tatol, og Ingrid blev udlært bankassistent i Banken for Hobro og Omegn. Hun mødte Ole, og de blev gift og købte hus i Terndrup, og fik børnene Lasse og Birgitte. Ingrid Monrad blev ansat i Himmerlandsbanken (senere Sparekassen Hobro) og var en afholdt medarbejder, der følte stor omsorg og ansvar for bankens kunder. Hun nåede at holde sit 25 års jubilæum i pengeinstituttet, hvilket var en stor dag for hende. I 2000 blev Ingrid Monrad ramt af en blodprop i hjernen og måtte forlade arbejdsmarkedet, hvilket berørte hende meget og ændrede hendes liv markant. Hun var en kærlig og omsorgsfuld mor, og det vigtigste for hende var, at familien havde det godt. Hun var altid parat til at hjælpe, hvis nogen bad om det. Hun var et ordensmenneske, meget arbejdsom og var i besiddelse af en varm form for lune. For familien har campingferie været den foretrukne ferieform, og de har gennem årene besøgt adskillige europæiske lande. Ingrid Monrad holdt meget af at indrette bolig og anrette blomsterdekorationer. Hun var meget glad for børn og dyr, specielt hunde og katte. Hun var en habil it-bruger, læste mange bøger og var god til at formulere sig. En måned før sin død oplevede Ingrid den store glæde at blive mormor til lille Laura. Ingrid døde pludseligt af endnu en blodprop. Ingrid Hedegaard Monrad, der var familiens grundpille, efterlader sin mand, børn, svigersøn og barnebarn.