Hobro

Dødsfald

‡Bente Jensen, sygeplejerske, Vestergårdsvej 2, Kjemtrup, 60 år. Hun blev født ind i en landbofamilie i Over Viskum ved Tjele. I 1970 blev hun sygeplejerske ved Viborg Amtssygehus, og fire år senere mødte hun sin mand Jens Peter, som hun blev gift med et år senere. Parret overtog samme år en gårdforpagtning i Sem ved Mariager, hvor de tilbragte tiden frem til 1980, da de købte landbruget Vestergårdsvej 2 i Kjemtrup. Siden ægteskabet arbejdede hun på Hobro Sygehus ved siden af sit job som landbokone, et job som hun vægtede højt. Haven havde hendes store interesse, og her blev mange timer tilbragt ikke mindst med blomsterpleje. Men også sommerhuset i Ø. Hurup havde hendes bevågenhed, og det lå hende på sinde at få det renoveret og klargjort, så der var plads til hele familien. I 1984 valgte hun at skifte fra Hobro Sygehus til en stilling som hjemmesygeplejerske i Nørager Kommune, hvor hun snart blev et kendt ansigt med høj status blandt kolleger og patienter. Ved siden af dette arbejde, som hun beklædte frem til sin pludselige og helt uventede død, fandt hun tid til at læse. I et sådant omfang, at hun ofte nåede 10-15 bøger på en måned og var storlåner i det lokale bibliotek. Hendes interesser samlede sig omkring hjemmet og familien, og hun var et kærligt centrum for såvel børnene som de tre børnebørn, der havde en stor plads i hendes hjerte. Hun var et meget positivt og engageret menneske, der nød kollegernes store respekt, ligesom hendes vennekreds var omfattende og trofast. Hun efterlader sin mand, to voksne børn, tre børnebørn og tre søskende.