Dødsfald

Hermann Karlsen

Hermann Karlsen

‡Hermann Karlsen, Alsbjergvej 2, Gistrup, 76 år. Han var lærer på Vejgaard Østre Skole, hvor han kom efter eksamen på Ranum Seminarium, og her var han, indtil han gik på pension. Han var en dygtig og respekteret lærer, der opnåede store resultater sammen med eleverne. Han var kendt for sit gode humør og altid kvikke replik. Hermann Karlsen var født på Djurs, og familien flyttede senere til Randers. Som nyuddannet, og før han skulle ind til marinen, giftede han sig med Emma. Først boede de i Vejgård, så på Peter Freuchens Vej i Aalborg, og i 1967 flyttede de med deres fem børn til huset i Gistrup, hvor Hermann Karlsen efter eget ønske sov stille ind omgivet af sine nærmeste. Hermann Karlsens fritid var fyldt med sport og med frivilligt arbejde til glæde for især børn og unge. Han spillede selv fodbold på Vejgårds jyllandsseriehold og Changs førstehold. Han var over 50 år, før han stoppede som aktiv fodboldspiller i Lundby-Krat Boldklub, hvor han også var træner. Han spillede desuden badminton, tennis, og i sin pensionisttilværelse blev det til megen god golf på Ørnehøj. Hele familien engagerede sig i Hermann Karlsens frivillige indsats, der førte til, at der kom gang i en ungdomsafdeling for badminton i Gistrup, at tennisklubben blev startet, og han var med til at oprette en lokal antenneforening. Også på Børnenes Kontors feriekolonier tog han en tørn, skrev revyer, lejlighedssange og havde om aftenen voksenundervisning på handelsskole, eksamenskursus m.v. Mens børnene var mindre, rejste familien sammen med venner rundt i Europa med telt. Senere blev de lange køreture byttet ud med charterferier. Hermann Karlsen nød at være sammen med andre og havde let ved at skabe kontakt. Han elskede en god og livlig diskussion, og han tog altid "den lille mands" parti. Han var forstående og hjælpsom og havde gode venner. For et halvt års tid siden blev han alvorligt syg, og efterfølgende kneb det med førligheden. Det var svært for ham at erkende, at han ikke mere kunne være med, som han plejede. For 19 år siden havde familien den sorg at miste det yngste barn. Hermann Karlsen efterlader sin hustru og fire børn, der bor i Trondheim, Pandrup, Vodskov og Hinnerup, syv børnebørn, tre bonusbørnebørn og svigerbørn.