Tornby

Dødsfald

‡Minna Nielsen, Havbakken, Tornby, 93 år. Minna Nielsen var fra Vidstrup og den fjerde i en søskendeflok på 11. Hun kom tidligt ud at tjene som ung pige i huset, bl.a. hos lærerinden i Vidstrup. Senere havde hun andre pladser, indtil hun i 1944 blev gift med fisker Bertel Nielsen. Han havde fiskerhyre og tog ud med større og mindre både, men da han fik diabetes og senere tuberkulose, faldt han for det obligatoriske sundhedstjek og måtte gå i land, og han døde først i halvtredserne. Det blev en svær tid for Minna, men de lokale fiskere og andre, støttede hende økonomisk, indtil hun begyndte at arbejde, først nogle år i Tatol, senere i en boghandel, hvor hun var glad for at være og var til hun kom på pension. Minna var en af de fiskedamer, der i turistsæsonen stod og stegte lækre fiskefrikadeller på museet. Tre af damerne, heriblandt Minna, fik udgivet en bog med opskrifter, som stadig kan købes, og hvor overskuddet ved salget går til velgørende formål i lokalområdet. Minna var også aktiv inden for pensionistforeningen, hvor hun passede regnskab med mere. Hun boede i en skøn lejlighed, men da syn og hørelse begyndte at svigte, fik hun for ca. tre måneder siden ophold på Havbakken i Tornby. Minna Nielsen var et varmt og kærligt menneske, der var glad og tilfreds med tilværelsen, og som skønnede på de nære ting i livet. Der var ingen børn i ægteskabet.