Klokkerholm

Dødsfald

Arne Andersen, iværksætter og fabrikant, Hellevadvej 23, Klokkerholm, 69 år.

Han var født i Øster Hjermitslev, men opvokset i Præstbro, hvor han også gik i skole. Herefter blev han uddannet automekaniker i Østervrå, og efter soldatertiden havde han job i Hobro, indtil han i 1964 blev gift og lejede et autoværksted i Klokkerholm. Her havde han fra begyndelsen to medarbejdere, men virksomheden voksede, så der snart var 12, og han byggede derfor sit eget autoværksted med tilhørende benzinstation på hjørnet af Hellumvej og Kløvervej. En manglende skærm til en folkevogn og en gammeldags måde at lave skærmkanter på fik Arne Andersen til at tænke rationelt, og han byggede på nabogrunden starten til Klokkerholm Karosseridele, og i 1974 solgte han benzintanken og koncentrerede sig om at lave reservedele til bilkarosserier. Og med hans evne til stadig at holde sig i front med de mest moderne produktionsmaskiner både teknisk og elektronisk voksede virksomheden til en af de førende i verden, og den har i dag 97 medarbejdere, og man er i gang med planer om endnu en tilbygning. I fritiden har Arne Andersen haft overskud til både at blande sig i eksperimenter, hygge sig som medlem af Klokkerholms Karlehold i gymnastik og motionsvolleyball og til et rigt familieliv. Arne Andersen efterlader sin kone, fire børn og 11 børnebørn.