Lundby

Dødsfald

Ejvind Kjær Torbensen, Ældrecentret Mastruplund, Støvring, 83 år Ejvind Kjær Torbensen var født på en gård i Føvling ved Brædstrup. Han blev oplært ved landbruget og vendte allerede i sin ungdom blikket mod Nordjylland, idet han gik på landbrugsskole i Bælum og St. Restrup. Efter krigen blev han kontrolassistent i Vester Thorup i Hanherred, hvor han i 1947 mødte sin kommende kone Solvejg Henriksen. I 1948 flyttede begge til Trørød nord for København og blev gift i Vester Thorup kirke i 1949. Først arbejdede Ejvind ved Gartnernes Salgscentral, mens Solvejg var redaktør af Dansk Sygeplejeråds medlemsblad. Ægteparret flyttede til Frederiksberg, hvor deres datter Lone blev født i 1951. Ejvind fik lyst til at undervise andre i at køre bil og startede egen køreskole i 1958, men kørelærerjobbet blev for stressende i København, så han undersøgte muligheden for at flytte til Nordjylland. Valget faldt på Støvring, og i 1971 flyttede ægteparret ind på Hjordalsvej 3, og Ejvind fortsatte køreskolen, mens Solvejg blev ansat på Danmarks Biblioteksskole, der var startet i Aalborg. Af helbredsmæssige grunde måtte Ejvind efter nogle år stoppe som kørelærer. Hans interesse for naturen og hans praktiske håndelag overførtes til et ældre bondehus i Lundby, som han købte i 1975 og efterhånden indrettede til et nydeligt fritidshus. Ind imellem gik vejen omkring V. Thorup Strand, hvor han sørgede for at vedligeholde et fælles familiesommerhus. I pensionsalderen blev helbredet stadig dårligere, kræfterne svandt ind og huset i Lundby måtte afhændes. I efteråret 2006 ramtes han af to blodpropper og blev behandlet på Aalborg Sygehus Syd og fik senere genoptræning på Terndrup Sygehus. Samtidig blev huset på Hjordalsvej solgt, og ægteparret rykkede ind i en ny andelslejlighed i Kastanjeparken. Desværre fik parret kun én måneds ophold her, før de kom på Mastruplund til aflastning og senere fik varigt ophold. Ejvind overleves af sin hustru og deres datter Lone, som arbejder for organisationen ”Humana – People to People” med bopæl i Johannesburg, Sydafrika.