Dødsfald

Mogens Fiedler

Mogens Fiedler

‡Mogens Fiedler Sørensen, journalist, Mosbjergvej 52, Bindslev, 58 år. Opvæksten for enebarnet Mogens foregik hos forældrene i Brønshøj, hvor faderen var værkfører, og moderen arbejdede indenfor butiks- og kontorfaget. Som ung flyttede han til Slagelse, hvor han gennemførte en uddannelse på byens trælasthandel. Herefter flyttede han til Aalborg, hvor han fik ansættelse på nogle af byens trælasthandeler. Mogens Fiedler Sørensen var meget tiltrukket af Vendsyssel efter flere ferier hos moderens familie i Brønderslev. I den periode mødte han Karen, og de fik i 1977 sønnen Rune. Tiltrukket af barselsorlov blev han i en periode hjemmegående på deres ny adresse i Bindslev. Derefter startede han en ugeavis i Bindslev. Det blev til et par hektiske år, hvor der skulle sælges annoncer og produceres artikler. Først i 1980'erne blev avisen opkøbt af Vendsyssel Tidende, som til gengæld indlemmede ham i deres medarbejderstab som journalist. Først på redaktionerne i Skagen og Hjørring, senere i Frederikshavn efter VT's sammenlægning med NORDJYSKE. Han var både skrivende og redigerende på dagbladet og ugeaviser. Han var berejst og leverede rejseartikler fra lande som Sydafrika og Indonesien, men ikke mindst fra Nordeuropa, hvor han tit besøgte sin yndlingsby London. Mogens Fiedler Sørensen havde bøger og musik som sine hobbies, og han blev i en årrække avisens faste anmelder indenfor disse genrer. Derudover skrev han gerne til årbøgerne i Vendsyssel, ligesom han leverede stof til lokalaviserne om museerne i Vendsyssel. Han var i mange år medlem af Retsforbundet, hvor han blev folketingskandidat, dog uden at blive valgt. Han var i den forbindelse i en kort årrække medlem af Nordisk Råd og hele sit voksenliv inkarneret ateist. Naturen i Vendsyssel betød meget for Mogens. Her kunne han på nærmeste hold følge med i årstidernes skiften eller sætte garn i vandet. Han var bredt favnende, og det kom blandt andet til udtryk når han var sammen med sønnen som træner, holdleder eller fodbolddommer i Bindslev Tversted Idrætsforening. Også hans barndomsklub fra Brønshøj blev fulgt med hjerte. Han var tidligere aktivt bestyrelsesmedlem i Bindslev Borger- og Handelstandsforening, mens hans kreativitet kom til udtryk, når han besøgte Institut for Kunst og Kultur i Aalborg. Mogens samlede mange venner og fandt altid grunde til at holde fester, hvor han selv leverede sange og taler eller spillede mundharpe og guitar, som sine store idoler, Neil Young og Grateful Dead. På mange rejser havde han selskab af Karen, mens mange koncerter er oplevet i selskab med Rune. Mogens Fiedler Sørensen måtte gennem et længere sygdomsforløb. Han efterlader sin samlever Karen, sønnen Rune med hustruen Tessa samt barnebarnet Sebastian.