Lørslev

Dødsfald

¿Gyrith Elisabeth Bogut Christiansen, Buen 24 Lørslev, Hjørring, 57 år. Gyrith Christiansen var født og opvokset i Hornbæk på Nordsjælland og den yngste i en søskende-flok på seks. Her blev hun i 1967 gift med sin vendelbo Jørgen Ulrik Christiansen fra Tårs, og de fik deres første datter, Pia, i efteråret 1967 i Hornbæk. I 1970 flyttede familien til Tårs i Vendsyssel, og senere byggede de hus i Lørslev, hvor familien har boet siden 1972. I 1974 fik parret deres anden datter, Heidi, og i 1978 byggede de nyt hus på buen 24 i Lørslev. Gyrith Christiansen uddannede sig som sygehjælper i 1970 og arbejdede ca. 32 år på operationsgangen på Hjørring Sygehus. En arbejdsplads der passede fint til hendes temperament og gav hende gode faglige udfordringer. I 2002 videreuddannede hun sig til social- og sundhedsassistent, og hun blev ansat på plejehjemmet Skov-gården i Hjørring, hvor hun befandt sig godt. Gyrith Christiansen var en meget energisk og naturglad kvinde. Hun havde en stor viljestyrke og var meget vellidt blandt familie, venner og kolleger. Parret fandt en fælles interesse i bueskydning, og Gyrith fik stor success som bl.a. dansk mester og senere flotte resultater på internationalt plan. I sommeren 2007 købte Gyrith og Jørgen en motorsejlbåd, som de nåede at få fornøjelse af. Gyrith mødte desværre en del modstand gennem livet, hvad angik sygdom. Hun mistede tidligt sine forældre, og i maj 2006 blev hun selv ramt af kræft. Men trods sygdommen og mange belastende behandlingsforløb havde hun en fantastisk evne til at leve i nuet og ofte få det bedste ud af situationen. Hendes kærlighed og glæde til familien og livet hjalp hende godt igennem de svære perioder. Gyrith Christiansen efterlader sin ægtefælle Jørgen Ulrik Christiansen, døtrene Pia Bogut Chri-stensen og Heidi Bogut Nielsen med ægtefæller samt tre børnebørn.

Forsiden