Dybvad

Dødsfald

‡Alma Hansigne Jensen, Dybvad Ældrecenter, Dybvad, 91 år. Alma Hansigne Jensen havde altid et positivt livssyn, som smittede af på hendes omgivelser. Hun var vellidt, tilpas og med et smil på læberne, tit også med en sang. Hun voksede op, sammen med otte søskende, i Holtbjerge, som dengang var en del af Albæk Sogn ved Præstbro. Allerede som 12-årig tjente hun på gårde, og hjalp sine forældre med forefaldent arbejde på kirkegården eller på mejeriet, hvor hun i fem år pakkede fetaost . Alma Hansigne Jensen blev gift i 1939 sammen med Krogh Jensen, og de fik tre børn. Familien flyttede til Fæbroen i 1948, og her boede de i 58 år. Hun ernærede sig ved forskellige jobs, som hjælp ved fester, vaskede tøj for skolelærerne, eller gjorde rent på skolen. I 1989 mistede hun en datter, i 2000 en søn og hendes mand døde i 2003. Selv flytter hun til Dybvad Ældrecenter i 2006. Hele sit liv var hendes mål at være selvforsynende, men der blev også tid til rejser i Danmark. Altid var der fart over feltet, og tit kunne man møde hende i løb eller på cykel. Ved sin død efterlader hun sin søn Gert, syv børnebørn, fem oldebørn samt to tipoldebørn.