EMNER

Dødsfald

‡Marie Nielsen, Hune Plejehjem, Blokhus, 90 år. Marie Nielsen var født i Rødhus som den næstyngste i Strandfoged N.P. Madsen og hustru Dortheas børneflok på fem, og hun blev den sidstlevende. Maries søskende og deres familier betød gennem hele livet meget for hende, og de var altid inviteret til fest når Marie fyldte år. I december 1945 blev hun gift med Rudolf Nielsen, som også var fra Rødhus og parret bosatte sig Sønder i By 31 i Blokhus som forblev deres bopæl gennem hele livet. Her kom deres to sønner, Jørgen og Arne, til verden. Marie blev en god og omsorgsfuld hustru og mor, som skabte et varmt og gæstfrit hjem, hvor mange livslange venskabsbånd blev knyttet. Marie havde en særlig evne til at interessere sig for andre menneskers ve og vel, og hun havde en fantastisk hukommelse . Med tiden kom der fire børnebørn, som blev forkælet med livretter og megen kærlighed. I 1995 havde Marie og Rudolf den glæde at kunne fejre guldbryllup. Få år efter måtte Rudolf flytte på plejehjem til Maries store sorg og her døde han i 2002. Marie blev boende i huset, hvor hun stadig fik mange besøg fra nær og fjern, indtil hun i 2007 flyttede i lejlighed på Hune Plejecenter, her følte hun sig tryg og var glad for at være. Hun oplevede også den glæde at blive oldemor til to drenge og en pige. Hun var stolt og rørt, da den lille pige blev opkaldt efter hende. Den sidste fest, Marie nåede at holde, var sin 90-års fødselsdag, der blev fejret hos et barnebarn med familien og nogle få venner. Juleaften deltog hun i spisning, julesalmer og gaveuddeling hos et andet barnebarn, men sidst på aftenen fik hun et ildebefindende, og blev indlagt på Aalborg Sygehus Syd, hvor hun stille sov ind 2. juledag og var klar til det sidste.