Gammel Rønnebjerg

Dødsfald

‡Mie Poulsen, Bålhøjcentret, Tårs, 84 år. Mie var født i Borup ved Vrå, men familien flyttede til Vestergaard i Rønnebjerg, da hun var 14 år. Efter skolegang var Mie elev på Halvorsminde Ungdomsskole. Hun hjalp til på sine forældres gård, ude som inde, inden hun i 1946 blev gift med Poul Poulsen fra Høgsted. De overtog Pouls bedsteforældres gård, Mellergaard i Høgsted, og der drev de et alsidigt landbrug indtil 1983, hvor de afhændede gården og købte et hus i Harken Mølleby. De seneste år i Høgsted var det for det meste Mie, der på grund af Pouls sygdom med flid måtte klare de fleste af de daglige opgaver på Mellergaard. Efter Pouls død i 1998 flyttede hun i lejlighed i Højhave i Tårs, men boede de seneste tre år på Bålhøjcentret. Af natur var Mie et stilfærdigt og eftertænksomt menneske, som gerne deltog i det daglige samvær med stedets øvrige beboere. Mie Poulsen havde den store sorg at miste sin eneste datter, Conny, i 1981.