Kriminalitet

Dødsofres familier lever i frygt

Selvmordsbølgen blandt unge fra Aalborgs øgadekvarterkvarteret kaster lange skygger ind over de pårørende. Op til fem år efter rækken af selvmord begyndte, lever pårørende fortsat i frygt for repressalier fra de kriminelle, som drev deres børn i døden.

NORDJYSKE har talt med pårørende til alle seks, men de fleste tør ikke fortælle om deres børns skæbne af frygt for repressalier fra det kriminelle miljø. Chefkriminalinspektør Aage Nørgaard Jensen, Aalborg Politi, maner dog til besindighed og beklager, at han selv har været med til at skabe et overdrevent skræmmebillede. - Vi har dummet os ved at melde ud, hvor farligere de rockere og så videre er. De er farlige, men ikke så meget farligere end andre. De lever højt på det skræmmebillede, der er bygget op omkring dem, og det er med til at fastholde de her unge mennesker i problemerne, for frygten er så voldsom, at de færreste tør gøre noget, siger Aage Nørgaard Jensen. Hans opfordring til pårørende og ofre for den slags kriminalitet, som de seks unge aalborgensere bukkede under for, er at komme til politiet med det samme. NORDJYSKE bringer i dag et interview med en tidligere rocker, pusher og tæskeholdsleder, og han mener også, at frygten er overdreven. - Folk uden for miljøet og pårørende har efter min erfaring ikke noget at frygte, siger han og peger på, at risikoen ved at true uden for miljøet er for stor for de kriminelle. Ægteparret Slot-Carlsen har gjort deres egne smertelige erfaringer i forhold til trusler fra det kriminelle miljø. Som omtalt i søndagens udgave af NORDJYSKE Stiftstidende blev deres søn udsat for trusler og vold efter at være kommet i gæld. Frygten bragte ham så langt ud i misbrug, at han endte med at tage en overdosis. David blev 21 år. - Alle forældre, der finder ud af, at deres børn bliver udsat for trusler, bør stå frem og melde det. Det skal gøres til en folkesag. Kun på den måde kan vi få stoppet truslerne, siger Jan Slot-Carlsen. Justitsminister Lene Espersen (K) er helt enig med ægteparret. - Det er en folkesag, og jeg mener ikke, at der er nogen undskyldning for at acceptere, at ens kammerater, ens børn eller ens familie bliver udsat for dummebøder og lignende. Det må vi som samfund stå sammen om at bekæmpe, siger Lene Espersen blandt andet i et længere interview om den aalborgensiske tragedie.