Dødsstraf utilgivelig

11. oktober kan kaldes en skammens dag for Danmark; på den dato i 1945 blev der midlertidigt genindført dødsstraf i vort ellers så fredelige land.

EMNER 17. oktober 2011 06:00

I forlængelse af den tyske besættelse af Danmark var der en del danske statsborgere, som skulle stå til regnskab for deres adfærd til fordel for besættelsesmagten. For egen vindings skyld havde de på forskellig vis samarbejdet med besættelsesmagten. Det skulle selvfølgelig ikke gå upåagtet og ustraffet hen. Skalaen for de forskellige forbrydelser spænder vidt lige fra omfattende værnemageri, stikkeri, hvor de angivne efterfølgende blev henrettet af tyskerne, koldblodig likvidering af modstandsfolk eller clearingmord som gengældelse af dræbte tyskere. Selv om der i den brede befolkning under besættelsen og tiden efter kunne spores en hævnlyst over for de begåede forbrydelser, burde man have været absolut sikker på, at der blandt lovgiverne ikke fandtes elementer af den kategori. Mange blev imidlertid skuffet. Det kan ikke understreges tydeligt nok, at rettergang og strafudmåling i et civiliseret land overhovedet ikke kan operere med begrebet hævn ud fra den overbevisning, at jura udelukker elementer af hævn. Ikke desto mindre vedtog lovgiverne i Danmark den 11. oktober 1945, at dødsstraf genindførtes i vort land, og i sagens natur - for at understrege den absurde vedtagelse - var man nødt til at indføre dødsstraffen med tilbagevirkende kraft al den stund, at alle forekommende forbrydelser var begået før loven blev vedtaget. Tidens tænksomme ugerningsmænd - hvis sådanne fandtes - kunne efter udådens udførelse ræsonnere, at de begåede ugerninger i henhold til dansk lov højst kunne medføre straf på livstid, hvilket ville betyde, at den enkelte ugerningsmand ville kunne regne med at komme på fri fod efter et vist åremål - og i det mindste kunne beholde livet. Ud fra en sådan tankegang ville muligheden for dødsstraf ikke kunne forekomme i Danmark. Naturligvis fik hver forbryder beskikket sin forsvarer, som formodentlig ville gøre den anklagede opmærksom på det knap så juridisk korrekte ved, at nogen lov kan være tilbagevirkende. Men her gjorde man altså regning uden vært. For den lige så uheldige som udanske lov blev jo vedtaget, så den strengeste straf kunne idømmes. Måske havde de dødsdømte fortjent denne strenge straf. Men en lov, der tillader en sådan straf - selv om den blev nok så midlertidig - synes i sin tilblivelse og vedtagelse at have primitiv hævntørst som drivkraft, og som sådan har den ikke meget med jura at gøre, og derfor synes den ikke at have hjemstedsret i Danmark. Det havde heller ikke det gadens parlament, der i dagene efter befrielsen udfoldede sig ved overfald på og krænkelse af nogle stakkels unge piger, hvis "forseelse" bestod i, at de havde drevet kæresteri med tyske soldater. De eneste strafskyldige i den forbindelse var de nævenyttige skurke, der mishandlede pigerne. Men jeg er ikke bekendt med, at nogle af disse hævntørstrige mennesker blev straffet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...