Trafikulykker

Dødsulykke undersøges

FREDERIKSHAVN:Den 17-årige knallertkører, der blev trafikdræbt søndag eftermiddag på Suderbovej er Danni Heisel Frederiksen, Agnethevej 21, Frederikshavn. Danni Heisel Frederiksen kom kørende på sin knallert på cykelstien mod nord, men overså en lastbil, der kom ad Suderbovej mod nord og svingede ind til firmaet Nord-Ren A/S, Suderbovej 11. Det var under svingningen den 17-årige stødte ind i lastbilen og kom i klemme under højre forhjul. Lastbilen blev ført af en 59-årig mand. Han er blevet afhørt. - Vi undersøger nu sagen videre og skal have en juridisk vurdering på om der skal rejses sigtelse, siger vicepolitiinspektør Bremer Ovesen. Som omtalt i gårsdagens NORDJYSKE kørte der en personbil bag lastbilen. Den personbil blev ført af den dræbte drengs far.