Udland

Dødt løb mellem egyptiske præsident-rivaler

Det Muslimske Broderskab hævder, at deres kandidat til præsidentposten har taget en snæver føring.

Dødt løb mellem egyptiske præsident-rivaler

Der ser ud til at blive en tæt afgørelse mellem de to kandidater til den egyptiske præsidentpost.

Det Muslimske Broderskab siger natten til mandag, at broderskabets kandidat til den egyptiske præsidentpost har opbakning fra 51 procent af vælgerne med en fjerdedel af stemmerne fra anden valgrunde talt op.

Dermed skal modkandidaten Ahmed Shafiq, der var premierminister under den tidligere leder Hosni Mubarak, have fået 49 procent af stemmerne.

Der er i alt 50 millioner stemmeberettigede, men ved første valgrunde i maj mødte kun 46 procent frem - og valgdeltagelsen skal have været endnu lavere ved weekendens valg.

Sent søndag aften lød det fra broderskabet, at deres kandidat havde opbakning fra 61 procent af vælgerne med 10 procent af stemmerne optalt. Det blev dog afvist af Ahmed Shafiq kampagnestab, som endnu ikke har lagt valgresultater frem.

Valgstederne lukkede søndag aften klokken 22 dansk tid, og vælgerne skulle pege på en afløser for Hosni Mubarak, der blev væltet fra præsidentposten efter et folkeligt oprør i februar i fjor efter 30 år ved magten.

Valget er blevet afholdt midt i en bitter strid mellem militærrådet og Det Muslimske Broderskab, efter at rådet har opløst parlamentet. Det skete torsdag i forlængelse af, at landets forfatningsdomstol erklærede parlamentsvalget i vinter for ugyldigt.

Det Muslimske Broderskab nægter at anerkende opløsningen af valget, og broderskabet kræver i stedet en folkeafstemning om beslutningen.

Der er usikkerhed om, hvornår resultatet af præsidentvalget ligger klart. Ifølge oplysninger fra den centrale valgkommission kommer det endelige resultatet onsdag eller torsdag.

/ritzau/Reuters