Lokalpolitik

Dødt løb om jobcenter

BRØNDERSLEV:Der er ingen afklaring af, hvilken form for jobcenter, Brønderslev Kommune vil lægge billet ind på. Stemmerne stod lige 10-10 i Brønderslev Byråd, og dermed blev der ikke truffet nogen afgørelse. Økonomiudvalget har ikke kommet med en indstilling. Mulighederne var et såkaldt B-center og et C-center. For B-centret stemte de otte socialdemokrater samt Kim Toft (V) og Knud L. Pedersen (V), mens resten gik ind for et B-center. Borgmester Jens Arne Hedegaard (V) måtte konkludere, at der ikke er truffet en beslutning. Sagen skal nu op i sammenlægningsudvalget mellem Brønderslev og Dronninglund kommuner, og senere kan der så træffes en afgørelse. Et B-center har en dobbelt-ledelse, mens der i et C-center kun er én fælles ledelse. Der bliver kun 10 C-centre i hele Danmark. Social- og sundhedsudvalgets formand, Kim Toft (V), sagde, at han er nervøs for økonomien i et C-center, og derfor peger han på et B-center. Karl Emil Nielsen (DF) pegede på et C-center. - Et C-center kan, hvis det skal dække Vendsyssel, ikke placeres et bedre sted end i Brønderslev, sagde han. Niels-Erik Østergaard (V) bemærkede, at der er stor usikkerhed omkring økonomien, og derfor valgte han at pege på et C-center. - Der satses meget på en én-strenget indgang til det offentlige, og jeg går ind for en én-strenget ledelse, sagde han. Birgitte Josefsen (V) pegede på et C-center. - Vi hører fra virksomhederne, at de gerne vil have besøg ét sted fra. I dag oplever de, at både kommunen og Arbejdsformidlingen møder op for at få en aftale omkring personer, der skal tilbage på arbejdsmarkedet, sagde hun. Arne M. Jensen (S): - Normalt vil jeg altid arbejde for at skabe arbejdspladser i Brønderslev, men her er der stor usikkerhed, så derfor foreslår jeg et B-center. - Jeg forstår ikke, at nogle tidligere har talt for, at Arbejdsformidlingen skulle placeres på Arbejdsmarkedscentret, og nogle ville endda reservere plads på Arbejdsmarkedscentret til AF. Og nu trækker man i en anden retning. - Der skal være 10 C-centre i hele Danmark, og hvis ét placeres i Brønderslev, skal det dække hele Vendsyssel. det betyder, at vi i Brønderslev skal løse opgaver, som lukningen af danish Crown i Hjørring med mere, sagde han. Karsten Frederiksen (K) advarede mod skræmmekampagner. - Lad os indgå i forhandlinger, mens de store tværes, sagde han. Ole Jespersgaard (S): - Jeg tror, at de store byer siger nej på grund af den usikkerhed, der er. Gitte Krogh (V) talte for et C-center af hensyn til borgerne. Efter En lang debat satte Jens Arne Hedegaard spørgsmålet til afstemning, og det betød så, at der ikke kom en afklaring.