Døgnet har ikke nær timer nok

Inger Laursen har ikke haft tid til at lære at bruge pc

MYGDAL:- Nu er jeg færdig med haven for i år, så nu har jeg tid til at lære at bruge maskinen dér ordentligt, siger Inger Laursen og nikker hen mod den slukkede computer, som står i et hjørne af stuen. - Jeg er kommet i den alder, hvad enten, jeg synes om det eller ej, hvor det kræver lidt tid at forstå det nye, jeg lærer, siger hun og smiler underfundigt: - Johe, hun er næsten 85, og at erhverve sig tekniske indsigt går lidt langsommere end tidligere, synes hun selv. Blandede følelser Hun betragter maskinen med lidt blandede følelser; for på den ene side vil hun gerne kunne betjene den - den ville lette skrivearbejdet så meget for hende. På den anden side går det også meget godt med den gamle rejseskrivemaskine, der fungerer som notepad og med den næsten antikke blok og kuglepen. Det var som håndskrevet manuskript, at hendes første bog kom til verden for snart fem år siden: "Er der nogen der vil danse?" med undertitlen: Ellens bog. Det er både en smuk og indfølende historie om Ingers evnesvage lillesøster, Ellen, men også et stærkt indlæg i debatten om handicappedes ret til et liv. Fyordet i denne sammenhæng er "racehygiejne" - aktuelt i trediverne, men sandelig også i dag, hvor fosterdiagnose kan eliminere kommende liv af den ene eller anden grund. Det gør ondt at læse om de lidelser og fejlbehandlinger, som blev Ellens følgesvend i livet. Inger Laursens afdæmpede beskrivelse sætter anklagerne mod "systemet" i et overordentligt stærkt relief. Barn i voksen krop Ellen boede hos Inger og hendes afdøde mand, Børge, i godt 12 år, fra hun var et halvt hundrede år og frem til sin død i 1995 som 62-årig. Og det er svært for Inger at lade være med at fortælle om søsteren: Indignationen over fejlbehandlingerne og uretfærdighederne er lige så stærk i dag som dengang, de indtraf, men også glæden over de mange positive oplevelser og søsterens umiddelbarhed, som var uberørt af årene: - Ellen var et barn i en voksen krop, siger Inger, og hun refererer ofte til, hvordan Ellen ville have reageret på det ene eller andet. Og Ellen fyldte 60, besluttede hun, at så gammel ville hun ikke være - hun var 40, og sådan blev det fremdeles. Lokalhistorie Skønt Inger fortsat har meget på hjerte omkring behandlingen af udviklingshæmmede og handicappede, har hendes utrættelige interesse for alt mellem himmel og jord gennem de seneste par år sendt hende videre til et meget anderledes skriveprojekt: Afskriften af seks protokoller, som hidrører fra hendes og hendes afdøde mands mejeri, Mygdal Andelsmejeri. - Der er ingen, der er så tosset som mig, at de giver sig i kast med sådan en opgave, smiler hun og virrer vantro med hovedet over sin egen tåbelighed. Men Inger Laursen er langt fra skudt i låget, og hun har en plan med afskriften: Dels skal den, sammen med de originale protokoller, tilfalde Lokalhistorisk Arkiv, dels skal en del af indholdet indgå i hendes næste bog. - Men den er endnu kun på planlægningsstadiet, skynder hun sig at sige og forklarer, at hun stadigvæk mangler at tyde og renskrive to af protokollerne. Den dummeste elev Inger Laursens store, nye hus ligger ved siden af mejeriet, som nu huser en glaspuster. I dag som dengang familen boede på mejeriet, lejer hun værelser ud til turister, og til det formål er computeren et godt redskab, indrømmer hun. Men det har knebet lidt med tålmodigheden - indtil nu har tiden været for knap til at sætte sig ordentligt ind i, hvordan den fungerer, hævder hun. - Men jeg har skam været til Senior-it inde i Hjørring - tre gange. Jeg sagde også til underviseren, at "der kommer en nu, og hun er den dummeste, I nogen sinde har haft", siger hun beskedent. Det mente it-læreren dog ikke. Og der er heller ingen grund til at tro, at Inger ikke nok skal komme efter det med computerskrevne manuskripter - hun var over 40, inden hun fik sig et kørekort, så hun kunne passe sit arbejde på Nestlé i Hjørring: - Det blev til 13 år på den skønneste arbejdsplads, fastslår hun og sender en vemodig tanke til en tid og et sted, som nu er historie. En gammel rebel Ellens bog indeholder adskillige eksempler på Inger Laursens skepsis i forhold til autoriteterne. Overskudet til at gå i clinch med beslutninger, som hun var uenig i, er ikke en egenskab, man ofte møder hos Ingers generation. Og evnen til at "tale Roma midt imod" er usvækket trods alderen. Da hun for et par år siden røg ind i administrative problemer i forbindelse med opførelsen af sit nye hus, måtte hun endnu engang finde sin verbale handlekraft frem. - Hvis noget ikke forekommer rigtigt, så må man åbne munden. Det har jeg altid gjort, og det har efter min mening ikke noget med alder at gøre, fastslår den ikke ganske unge, men stadig rebelske, forfatter fra Mygdal.