Løkken

Døgnjob til 1300 kr. om måneden

Egon Nielsen hædret efter 25 år med våbenskjold og 3.000 kr. til fest

THORUPSTRAND:Egon Nielsen blev æret med et våbenskjold fra Farvandsvæsenets kystredningstjeneste for de 25 år ved redningsstationen i Thorupstrand. - Den største ære for mig er at hjælpe dem derude på havet. Jeg tror ikke, at staten regner mig for en skid, men sådan skal jeg nok ikke sige. Det gør jeg nu alligevel, bemærker han. Der var også 3.000 kr. til jubilæumsfest - smørrebrød og øl og vand til ham og hans familie og kollegerne på stationen. - Folk skal ikke frådse med skatteydernes penge. Men når man åbner radioen, kan man høre folkevalgte klage over, at de ikke får 70-75.000 kr. til en aften. Jeg mener, det offentlige spiser almindelige mennesker som mig af med 3.000 kr. til 24 personer, siger Egon Nielsen, der fortsætter: - Ingen bliver redningsmand for pengenes skyld. Vi får 1.300 kr. om måneden før skat og timeløn, når vi er ude. Og vi står til rådighed døgnet rundt, året rundt. Så jeg sagde til konen: - Vi kan lave en kop kaffe med rundstykker. - Ved du, hvor dyre rundstykker er? svarede hun. Nå, stationslederens kone ordnede det hele, og det skal hun have tak for. Ellers var det ikke blevet, siger han. Emilie Robin korset Engang tidligere har Egon Nielsen og hans familie opnået hæder via hans frivillige indsats ved redningsbåden. Da datteren blev konfirmeret, fik hun Emilie Robin korset. Løkken Museumsforening skriver i årsskriftet Ladepladsen, at Robin (1819-1915) var vicepræsident i det franske redningsvæsen. Han stiftede legatet med Emilie Robin korset til døtre af danske redningsfolk, fordi hans far var blevet reddet af danske redningsfolk.