DØGNRAPPORTEN

Frederikshavn 1. april 2003 08:00

Kvinde overså bilist HJØRRING: En 81-årig kvinde fra Hjørring slap ualmindelig heldigt fra at blive påkørt af en bil søndag eftermiddag. Kvinden kom gående ad Tørholmsvej og ville krydse vejen. Tilsyneladende overså hun en bil, som blev ført af en 27-årig mand fra Hjørring, som kom kørende i nordlig retning ad Tørholmsvej. Kvinden gik nemlig ud på kørebanen, og føreren havde ingen chance for at undgå at ramme kvinden. Dog nåede han at bremse så meget ned, at kvinden kunne udskrives fra Sygehus Vendsyssel i Hjørring efter en kort undersøgelse. Hund på kørebanen VIDSTRUP: Det gik ud over en betonpille og et byskilt ved Vidstrup, da en 41-årig mand fra Hjørring ville undgå at ramme en hund på Langholmvej søndag aften ved 21-tiden. Manden drejede nemlig ud i rabatten, hvorved han ramte de førnævnte effekter, hvilket førte til, at han måtte en tur omkring sygehuset i Hjørring for en nærmere undersøgelse. Manden slap med lettere skader. Polo Classic stjålet HJØRRING: Mellem fredag eftermiddag kl. 14.45 og søndag aften kl. 23.30 blev der stjålet en Polo Classic årgang 1998 med nummer UJ 21 698 fra Banegårdspladsen. Hvis en læser skulle se bilen, vil Hjørring Politi gerne kontaktes på telefon 96231448.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...