Dømt DF’er har meldt sig ud af partiet

Karl Emil Nielsen er forhenværende DF’er efter dom for underslæb

Arkivfoto: Kurt Bering

Arkivfoto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV:Karl Emil Nielsen fra Brønderslev byråd har meldt sig ud af Dansk Folkeparti. Det skriver DR Nordjylland.

Det har han gjort for at beskytte partiet, som han ikke vil have til at lide skade af den dom, han fik tirsdag for underslæb mod sin afdøde mor og hendes dødsbo.

Karl Emil Nielsen fortæller, at han fortsætter i byrådet og efter planen også stiller op til næste valg - men med sin egen liste.

Skal bag tremmer

Han anker tirsdagens dom på seks måneders fængsel og en tilbagebetaling på 200.000 kroner til frifindelse.

Retten i Hjørring har idømt politikeren en fængselsstraf på seks måneder. Retten valgte at gøre de fire måneder af dommen betinget, så Karl Emil Nielsen slipper med at afsone to måneder bag tremmer.

Karl Emil Nielsen blev dømt efter straffelovens paragraffer om underslæb og ulovlig omgang med hittegods for knap 200.000 kroner. Pengene stammede fra Nielsens mors dødsbo.

Overvejer anke

Byrådsmedlemmet har under sagen nægtet sig skyldig i anklagerne, og nu kan sagen være på vej til Vestre Landsret.

- Jeg har talt med min klient, og han ønsker umiddelbart at anke dommen. Men nu skal vi lige have den læst igennem, inden vi træffer den endelige beslutning, fortalte Nielsens advokat, Jørn Brandenhoff Schmidt, til Ritzau tirsdag.

Ud over en tur i fængsel vil dommen formentlig kunne få alvorlige konsekvenser for Karl Emil Nielsens karriere inden for politik. Til efteråret er der kommunalvalg, og det er uvist, om en eventuel ankesag vil kunne være afgjort inden da.

Hvis ikke Karl Emil Nielsen anker dommen, eller hvis han også bliver dømt ved landsretten, så skal sagen forelægges Valgbarhedsnævnet.

Nævnet skal i så fald tage stilling til, om Karl Emil Nielsen er værdig til at være folkevalgt eller ej, og kan fratage ham retten til at sidde i byrådet.

/ritzau/