Dømt for ægteskabsvold efter værtshusdruk

Kvinde fik sprængt sin ene trommehinde og brækkede en finger

Et ægteskab af kortere varighed mellem to modne folk sluttede, da parret 15. november 2009 røg i slagsmål med hinanden, og torsdag blev den 55-årige eks-husbond i retsafdelingen i Thisted dømt for vold mod sin tidligere kone. Af retsmødet fremgik det, at parret den pågældende søndag aften drak sig fulde på værtshuset Harmonien i Thisted. Og på vej hjem startede et skænderi, som kulminerede med tumult i lejligheden. Kvinden fik sprængt sin ene trommehinde af et slag i hovedet, som manden skulle have givet hende, og hendes ene tommelfinger brækkede. De to havde været gift i mindre end tre år, og kvinden betegnede forholdet som voldeligt, hvilket manden dog ikke ønskede at bekræfte. Efter episoden søgte kvinden tilflugt i krisecenter. Manden har i længere tid været alkoholiker, og så sent som for en måned siden fik han en betinget fængselsdom for spirituskørsel. Da denne dom stadig var så ny, valgte dommeren at udmåle en ny samlet betinget fængselsstraf, som lød på tre måneder, mens kriminalforsorgen skal tilse den dømte i et år. Den 55-årige mand har over for misbrugsmedarbejdere vist sig motiveret til at kvitte sit alkoholmisbrug, fremgik det af mødet. Og i retten hævdede han også, at han var holdt op med at drikke.