Dømt for at bruge kvinde som skjold

Kenyaner fik to års fængsel og 10 års udvisning efter drama i Nørresundby Bank

AALBORG:Den ældre kvinde, som 10. november sidste år blev brugt som skjold af en bankrøver i Nørresundby, har stadig mareridt om natten. Det fremgik, da sagen mod den 22-årige bankrøver blev afgjort i Retten i Aalborg, der takserede forbrydelsen til to års fængsel og 10 års udvisning af Danmark. Røveren, en 22-årig kenyaner, greb fat i kvinden bagfra, da han kom ind i Nørresundby Banks filial på Viaduktvej, hvorefter han førte hende foran sig hen til kassen. Med sig havde han en pistol, som han to gange prikkede den ældre kvinde med i nakken. Ifølge mandens egen forklaring hverken skubbede han kvinden eller holdt om hende - han havde kun rørt ved hende, forklarede han. Manden nægtede også at have holdt pistolen ind mod hendes hals. Men ud fra bankens videooptagelser og forklaringerne fra den ældre kvinde og to bankansatte var retten ikke i tvivl om, at han var skyldig i det hele. 20 sekunder Med kvinden stående foran sig pegede røveren på bankens personale med pistolen og sagde noget, som ingen rigtig forstod. Et af vidnerne fra banken forstod ikke et ord, mens kollegaen opfattede noget i retning af "kasserer". Under alle omstændigheder fik røveren i to omgange at vide, at der var tidslås på kassen, og at den derfor ikke kunne åbnes. Det fik ham til at opgive og tage flugten. Hele seancen, fra han greb fat i kvinden til han løb sin vej, varede cirka 20 sekunder, fremgik det i retten. Det lykkedes manden at være på flugt i tre dage, inden han blev genkendt og anholdt uden dramatik. Han tilstod med det samme og hjalp også politiet med at finde røveritøjet og pistolen, som han havde gemt forskellige steder. Det viste sig, at der var tale om en gaspistol, som ikke kan skyde med rigtige kugler, men som ligner den ægte vare til forveksling. - Bortvist I retten forklarede manden via den indkaldte swahili-tolk om baggrunden for røveriet, at han manglede penge, efter at han var blevet bortvist fra et beskæftigelsesprojekt. Han hævdede, at han har en otte-årig søn i Kenya, som han skal sende penge til. Til gengæld har han ikke længere familie her i landet, idet hans far, som tidligere har boet her, er rejst til England. Alt i alt fandt retten ingen årsager til, at manden ikke skulle udvises. Han har boet i Danmark i to år. Den 22-årige accepterede dommen på stedet.