Dømt for at mishandle konen og for ulovlige våben

Nordjyde og østeuropæer skal flere år i fængsel

Peter Witten
Arkivfoto: Hans Ravn
Retssag 14. juni 2018 16:31

NORDJYLLAND: En 38-årig mand fra Estland er ved Retten i Hjørring blevet idømt tre år og tre måneders fængsel for grov hustruvold og for ulovligt at have opbevaret skydevåben og skarp ammunition. Retten bestemte samtidig, at han skal udvises af Danmark for altid.

I samme sag blev en 52-årig mand fra Nordjylland idømt to års fængsel for at have opbevaret de ulovlige våben og ammunitionen for den 38-årige østeuropæer.

Det oplyser anklager Peter Rask fra Nordjyllands Politi.

Den 38-årige mand fra Estland nægtede sig skyldig i alle anklager, men blev dømt for over en årrække at have mishandlet sin hustru flere gange, blandt andet med knytnæveslag og spark med sikkerhedssko. Kvinden var blevet ramt i ansigtet og på kroppen og havde fået flere skader ved voldsepisoderne, der var sket fra 2011 frem til august 2017.

Den 38-årige blev også dømt for ulovligt at have opbevaret en revolver og en pistol og 121 skarpe patroner under særligt skærpende omstændigheder. Våben og ammunition, han senere overdrog til den 52-årige nordjyde.

Politiet fandt skydevåbnene og patronerne i den 52-åriges hjem i Frederikshavn i september sidste år.

Den 52-årige tilstod at have opbevaret revolver, pistol og patroner. Han modtog dommen, mens den 38-årige ankede sin dom til landsretten.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...