Hospitaler

Dømt for at slynge med afføring

AALBORG:En pose med afføring, som blev slynget i hovedet på en tolk, har i Retten i Aalborg kostet en 48-årig mand en betinget dom på 20 dages fængsel. Det ulækre optrin, der rubriceres under straffelovens milde voldsparagraf, fandt sted på Aalborgs psykiatriske hospital i maj. Den 48-årige var til behandling på sygehuset, da han mødte tolken, som han tilsyneladende havde et mellemværende med. Den nu dømte lod som om, han ville hilse på tolken og rakte højre hånd frem - men i det samme slyngede han med venstre hånd posen, som gik i stykker i hovedet på tolken, så afføringen væltede ud over ham. De to mænd kendte hinanden i forvejen, fordi offeret havde tolket for den 48-årige i forbindelse med sager hos kommunen. I retten nægtede den 48-årige sig skyldig, men retten havde større tiltro til tolken og til en overlæge, der havde set episoden, og som derfor var indkaldt som vidne. Ifølge sagens oplysninger lider den 48-årige af såkaldte posttraumatiske stresssymptomer, efter at han er flygtet fra Taleban-styret i Afghanistan, der torturerede ham og dræbte hans far. Han vil selv gerne indlægges på det psykiatriske hospital, men har fået afslag, fremgik det i retten.