Terrorisme

Dømt for bombe- trussel mod Tylstrup Kro

Der sker for lidt i Tylstrup

AALBORG:Selv om det var ment som en spøg og foregik i en betydelig brandert, var der ingen slinger i valsen, da en 43-årig mand i går i retten i Aalborg blev dømt for en bombetrussel mod Tylstrup Kro. Den 43-årige må bøde med 30 dage bag tremmer for den grovkornede spøg. Rettens afgørelse kom i alt til at lyde på 60 dages fængsel, hvoraf de 30 dage skal afsones. De resterende 30 dage blev gjort betinget under forudsætning af, at den 43-årige mand undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen samt indleder behandling mod alkoholmisbrug. Den 43-årige mand, som bor i lokalområdet, modtog rettens dom efter en retssag, hvor han blankt tilstod, at han mandag aften 5. august ringede til Tylstrup Kro og sagde, at der var placeret en bombe på kroen. Det førte til, at i alt 37 gæster på værelserne og i restauranten blev evakueret og holdt på lang afstand af kroen i den times tid, som det varede at få gennemsøgt kroen og konstateret, at der ikke var skyggen af en bombe. Gang i Tylstrup Den 43-årige mand har forklaret, at han syntes, at der skete for lidt i Tylstrup, og den pågældende aften så han et tv-indslag om, at der lørdagen forinden havde været en bombetrussel mod Hotel Hvide Hus i Aalborg. Derfor besluttede han sig i sin betydelige brandert for at lave noget tilsvarende mod den lokale kro. Han syntes, at det kunne være spændende at opleve en lignende udrykning og politiaktion i Tylstrup. Han ringede fra sin egen mobiltelefon direkte til Tylstrup Kro, og det var det, som blot et par dage senere fældede ham, da Aalborg Politi fik hentet teleoplysninger hjem på bombetruslen. Oplysningerne ledte politiet direkte til den 43-årige, som også med det samme tilstod alt. Hvide Hus-sagen Mens bombetruslen mod Tylstrup Kro med gårsdagens dom er et overstået kapitel, arbejder kriminalpolitiet i Aalborg fortsat med den bombetrussel mod Hotel Hvide Hus i Aalborg, som inspirerede den 43-årige. Bombetruslen fandt sted lørdag aften 3. august, da en mand flere gange ringede 112 og lod forstå, at der var placeret en bombe på hotellet. Det førte til, at flere hundrede måtte evakueres - herunder et bryllupsselskab, som netop var sat til bords, da bombetruslen indløb. Vicekriminalkommissær Ole Jensen, siger, at sagen fortsat efterforskes, og at politiet ikke har opgivet håbet om at finde frem til gerningsmanden. Blandt andet mener politiet at have identificeret den mobiltelefon, som blev anvendt til at indtelefonere truslen. Til gengæld kniber det fortsat med at bevise, hvem der var i besiddelse af den på gerningstidspunktet.