Dømt for plat med feriehuse

Forudbetaling dyr for huskøbere, for sælgeren kunne ikke levere varen

FREDERIKSHAVN:Betal nu - og få dit drømmesommerhus til spotpris senere. Sådan lød de gyldne løfter, når en nu tre gange bedrageridømt sommerhussælger fra Frederikshavns opland skulle overbevise kunder om, at de skulle indbetale tusindvis af kroner på hans konto. Overbevisende som få virkede han. For den ene efter den anden gik lige lukt i fælden og betalte. Drømmehuset så de bare aldrig noget til. Alligevel lykkedes det sommerhussælgeren at holde liv i kundernes forhåbninger. Til én kunde lød forklaringen på, at hans hus udeblev, at det var blevet tabt under en transport i Sverige. En anden kunde fik at vide, at montøren ikke havde tid til sætte huset op. De bedragne kunder forklarede i retten i Frederikshavn, at sommerhussælgeren under salgsforhandlingerne lagde pres på dem for at få penge straks. Én kunne undgå en kommende prisstigning på træ ved at forudbetale. En anden kunne på fordelagtige vilkår få lov at overtage en kontrakt, som en kunde var løbet fra. Når først pengene var betalt, blev sommerhussælgeren meget vanskelig at få kontakt med. Men nogle fortsatte med at tro på ham meget længe. En kunde, der skulle være selvbygger, forklarede i retten, at han to år i træk lejede et sommerhus i nærheden af af den kommende byggeplads og ventede på hussamlesættet, der aldrig dukkede op. En anden kunde var flere gange på aftalt klokkeslet ude på sin grund for at modtage et byggesæt, der alligevel ikke dukkede op. Sommerhussælgeren nægtede sig skyldig, men erkendte, at der havde været problemer med nogle leverancer. Men han havde haft til hensigt at levere til alle, som havde bestilt huse af ham. Han erkendte, at han ikke i alle tilfælde haft mulighed for levere på grund af pengemangel. I retten forklarede han, at han har solgt cirka 50 huse over en årrække. Cirka halvdelen af hans kunder har ifølge ham selv været tilfredse. Han var provisionslønnet af husleverandørerne, og provisionen skulle gå lige op med forudbetalingerne. Men det gik galt, når en kunde i ny og næ sprang fra. Sommerhussælgeren blev idømt tre måneders fængsel for i alt fem bedrageriforhold til i alt omkring 150.000 kr. Kunderne har dog mistet betydeligt større beløb end deres forudbetalinger. I flere tilfælde har det ført til civilretslige sager, hvor sommerhussælgeren ved dom eller forlig eller blevet forpligtet til at yde erstatning. Men også de aftaler har han misligeholdt. I 2004 fik sommerhussælgeren en dom på et år og tre måneders fængsel for lignende forhold. De nu pådømte forhold er begået før dommen i 2004.