Dømt for røveriforsøg

Retten troede ikke på, at 21-årig legede rollespil klokken et om natten

Røverier 30. november 2011 10:41

En domsmandsret i Hjørring troede ikke på den forklaring en 21-årig mand kom med omkring mandens anholdelse bag Shell på Hjørringvej i Brønderslev 26. oktober ved et-tiden om natten. Han havde en elefanthue og solbriller på, og han gemte sig bag bygningen. Han forklarede i retten, at han legede Counter-Strike eller rollespil. Det havde han også forklaret politifolkene, der anholdt ham om natten. - Det var koldt, så jeg havde min hue på, som jeg bruger, når jeg kører go-cart, og når jeg er beruset, har jeg altid solbriller på, tilføjede han. Men politiet troede, at han snarere holdt vagt, mens en 26-årig mand forsøgte røveri. Og domsmandsretten troede mere på politiets påstand. Begge blev dømt for røveriforsøg, men længden på straffen skal afgøres senere, idet de begge skal mentalundersøges. Begge bor på en boform i Brønderslev. De havde om aftenen 25. oktober drukket en del, og var opstemte. De havde brug for mere spiritus og flere cigaretter. Ifølge den 26-årige besluttede de sig derfor for at begå et butikstyveri. - Planen var, at jeg ville få ekspedienten til at finde en flaske rom og et karton cigaretter, og så blot løbe ud af butikken uden at betale. Den 26-årige forklarede, at han fortrød, da han kom til døren, og derfor stillede varerne tilbage. Han benægtede at årsagen var, at politiet var ankommet til Shell. Men politiet tror, at de havde til hensigt at begå et røveri. Den 26-årige, der også var maskeret med elefanthuse, havde en steakkniv med en klinge på 12,9 centimeter og en bærepose. På spørgsmålet om, hvorfor den 26-årige havde en kniv, sagde han. - Jeg går altid med kniv. Det gør jeg for en sikkerheds skyld, sagde han. Han havde taget to knive med fra boformen, men han havde smidt den ene. - Jeg havde nok i én kniv, sagde han. Den 26-årige benægtede, at hensigten skulle være at kræve penge. Ekspedienten, der var vidne i sagen, forklarede, at han ikke ville lukke de to ind, mens de var maskerede. De havde handlet på tanken tidligere på aftenen. Om natten er butiksdøren låst på den døgnåbnede tank, men ekspedienten kan åbne døren med et tryk på en knap. De to blev anholdt kort tid efter, at ekspedienten havde trykket på overfaldsalarmen. De to skal nu mentalundersøges, og når det er sket, skal retten tage stilling til længden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...