Dømt for Shell-røveri i Nørresundby

Ung mand blev straffet med syv måneders betinges fængsel for røveri af tankstation, ulovlig jagt og tyveri.

Et røveri af Shell-tanken på Løvbakken i Nørresundby i oktober sidste år, samt et tyveri og en ulovlig nedskydning af to rådyr en måned senere takserede Byretten i Aalborg mandag til syv måneders betinget fængsel til en ung nordjysk mand. Under røveriet af tankstationen truede han ekspedienten til at udlevere 750 kr. og skrabelodder til en værdi af 3200 kr. Den ulovlige nedskydning af de to rådyr skete i forbindelse med et tyveri fra en landejendom i Gl. Skørping, hvor han stjal et fladskærms-TV, 10 rammer øl og sodavand, 10 kyllinger samt to flasker vin. Lagde op til ubetinget straf Den unge mand blev pågrebet på landejendommen, og alle de stjålne ting blev efterfølgende leveret tilbage. Politianklager Susanne Hansen havde lagt op til en ubetinget straf til manden, men retten valgte altså at gøre straffen betinget. Manden forklarede selv i retten, at han gjorde en aktiv indsats for at komme ud af sine problemer, og det er muligvis årsagen til, at han slap med en betinget straf. Der var desuden uenighed mellem dommer og domsmænd om straffen.