Dømt for uheld og falsk kørekort
28-årig mand fra Hobro dømt for hensynsløs kørsel og for dokumentfalsk
HOBRO: En 28-årig mand fra Hobro blev tirsdag idømt 40 dages betinget fængsel for hensynsløs kørsel samt for at have brugt et falsk kørekort for at få et job.
Den 28-årige blev dømt for at være skyld i et uheld, der skete i november 2013 på Hobro Landevej ved Foulum.
Her kom mandens bil ud i rabatten, og da han ville rette op endte han over i den modsatte kørebane, hvor han ramte en modkørende bil.
Bilisten i den modkørende bil pådrog sig benbrud ved uheldet, ligesom der skete store materielle skader.
I Retten i Aalborg forklarede den 28-årige, at hans bil skred ud, fordi det var glat, og da han ville rette op, endte han altså i den modsatte kørebane, fortæller anklager Dorte Kvist Knudsen.
Den 28-årige mand var også tiltalt for dokumentfalsk, da han havde forsøgt at få et job hos en vognmand ved at bruge et falsk midlertidigt kørekort.
Den 28-årige var på det tidspunkt frakendt sit kørekort, men forklarede i retten, at han var i gang med at generhverve det.
Han erkendte at have modtaget det falske kørekort, men nægtede selv at have lavet det.
Udover den betingede fængselsstraf blev den 28-årige også idømt samfundstjeneste. Han modtog dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.