Færdselsforseelser

Dømt for vild kørsel på Thistedvej

FJERRITSLEV:En 28-årig mand fra Fjerritslev er ved en domsmandsret idømt 14 dages betinget fængsel, en bøde på 7500 kroner og en ubetinget frakendelse af kørekortet i to et halvt år. Manden var tiltalt for manglende hensyn i trafikken, da han 2. oktober i fjor i høj fart og spirituspåvirket tilstand ville overhale en række biler på Thistedvej vest for Fjerritslev. Han kørte med en promille på 1,82 og ramte ind i en bil, der også var ved at overhale. Ved uheldet skete der både en del personskade og væsentlige materielle skader. Den dømte kunne ikke selv huske noget om ulykken, ud over at han var beruset, og det var derfor vidneudsagn fra den påkørte og andre medtrafikanter, der sandsynligjorde hvad der var sket. Den betingede fængselsdom har en prøvetid på to år, og den 28-årige skal på alkoholafvænning. Han skal desuden betale sagens omkostninger. nca