Dømt for vold i fængslet

Tre unge mænd fra Aalborg-området er ved Retten i Hjørring blevet dømt for grov vold.

Tre unge mænd fra Aalborg-området er ved Retten i Hjørring blevet dømt for grov vold. 19-årige Sebastian Laursen skal halvandet år i fængsel, 21-årige Andreas Søndergaard Pedersen blev idømt et år bag tremmer, mens en 21-årig mand kan nøjes med en straf på ni måneder. Episoden fandt sted 10. august i år i Statsfængslet på Kragskovhede ved Jerup. Her var de tre unge mænd i gang med at afsone fængselsstraffe, og volden gik udover en fjerde indsat, som har indvandrerbaggrund. Om årsagen til volden blev det i retten forklaret, at Sebastian Laursen ville have voldsofferet til at hente en fange på en anden afdeling - men det nægtede indvandreren. I forbindelse hermed opstod der uenighed imellem de to, og den ville de tilsyneladende afklare med et slagsmål på fængslets nærliggende fodboldbane. Det, der startede som et slagsmål mellem to parter, endte dog hurtigt, som et regulært overfald på indvandreren. De to øvrige tiltalte - Andreas Søndergaard Pedersen og hans 21-årige cellekammerat - tog nemlig i den grad del i overfaldet, og det kostede offeret alvorlige brud på kæben, på kindbenet og på næsen. I retten forklarede offeret, hvordan han mistede bevidstheden i forbindelse med overfaldet, hvor han utallige gange blev slået, sparket og trampet i ansigtet. - Jeg har fået at vide af lægerne, at hvis jeg havde fået bare lidt flere slag i hovedet, så havde jeg ligget i graven nu, sagde han blandt andet fra vidneskranken. Trusler efter overfaldet Efter overfaldet blev offeret bragt på sygehuset i Hjørring - og lidt senere til Aalborg. Herfra blev han dog sendt tilbage til sygeafdelingen på Kragskovhede, da en operation af kæbe og kindben ikke kunne foretages, før hævelserne i ansigtet var aftaget. Den følgende dag blev indvandreren så igen opsøgt af sine overfaldsmænd. De tiltalte troppede således op udenfor et vindue til sygeafdelingen, og blandt andet truede Sebastian Laursen med en "pistollignende" håndbevægelse offeret. Svært at efterforske Ifølge Philip Pagter, anklager i sagen, så har det været ekstremt vanskeligt at efterforske overfaldet. - Vi er jo afhængige af, at der er nogen, der vil snakke med os, og det er der som regel ikke, når det er noget, der er foregået i et fængsel, forklarer han. På trods af at 10-20 indsatte faktisk overværede overfaldet, har det ikke været muligt at få nogen af dem til at vidne. Forsvarsadvokaterne havde dog fået en enkelt til at fortælle, mens hans udsagn var så åbenlyst forkert - og til fordel for de tre tiltalte, at Philip Pagter på stedet valgte at sigte ham for at afgive falsk vidneforklaring. Der venter nu ham et separat retsligt efterspil. Lige stor andel i volden Efter behandlingen af sagen vurderede dommeren og domsmændene, at de tre tiltalte havde lige stor andel i overfaldet - som isoleret set blev takseret til ni måneders fængsel. Sebastian Laursen havde dog en betinget dom på et år hængende over hovedet i forvejen, og det udløste en samlet straf på halvandet års fængsel. Andreas Søndergaard Pedersen havde en reststraf på 87 dage, og det udløste samlet en straf på et år. Den tredje part - den 21-årige mand - mangler at afsone to år af en røveridom. De ni måneder blev så lagt oven i den tid, han skal afsone. - Jeg er tilfreds med dommen, for det var et ualmindeligt groft overfald, fastslog Philip Pagter efter domsafsigelsen. Sebastian Laursen udbad sig betænkningstid, mens de to øvrige på stedet valgte at modtage dommen.