Dømt mand anholdt for at true vidne i grov sag

Grundlovsforhør i Retten i Hjørring med 52-årig mand

Ritzau
Arkivfoto
Kriminalitet 11. oktober 2018 10:49 - Opdateret 11. oktober 2018 16:53

HJØRRING: En 52-årig mand, der for nylig er blevet dømt, er blevet anholdt af Nordjyllands Politi. Han sigtes for at have fået en bekendt til at true et vidne.

En anklager vil torsdag bede en dommer i Hjørring om at varetægtsfængsle den 52-årige for forholdet.

Manden er ifølge en anklager for nylig blevet dømt i landsretten, men han er også sat under tiltale i en anden sag i Hjørring.

Den drejer sig om, at manden for fire år siden skal have frihedsberøvet en kvinde i to omgange i Frederikshavn. Begge gange var hun indespærret i et døgns tid, hævder anklagemyndigheden.

Undervejs blev hun udsat for seksuelle overgreb, ligesom hun blev tvunget til at sniffe kokain, lyder det i påstanden.

Men for nylig blev et vidne i sagen forulempet og forsøgt truet af en bekendt til den 52-årige, oplyser anklager Thomas Klingenberg om den sigtelse, der er rejst.

Det vides ikke umiddelbart, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...