EMNER

Dømt ude

HELVEDE:Præster i den danske folkekirke har generelt svært ved at sætte ord på det evige liv, men ikke på helvede. "At tro på helvede er at spotte Gud" siger sognepræst Kaj Mogensen (19.10). Nogle husker sikkert professor dr.theol. P.G. Lindhardt, som i 1952 berøvede os troen på det evige liv. Han afskaffede det til sorg for så mange, som havde håbet på det. Nu kan endnu flere glæde sig over, at helvede også er afskaffet. Vi kan tage det helt roligt og slappe af for besværlige tanker om, hvad man gør sig fortjent eller ufortjent til på dommedag, som endnu ikke er afskaffet. Men der skal såmænd nok dukke en præst op i tågedisen og afskaffe dommedag, inden den er over os. Måske skal han skynde sig lidt. Dommedag er jo nemlig profeteret af Mikkelsen i 1943 ligesom Noas Ark der, som påvist, er dukket op i flere udgaver. Tænk om man skulle vågne op i dødsriget og se, at både Lindhardt og Mogensen tog fejl af deres tåbelige udmeldinger, og Bibelen alligevel havde ret. Så ville jeg nødig være i nogle af d'herrers bukser eller ligskjorter, siger jeg bare. N.B.: Det er godt gjort, hvis man som præst kan bringe mange i tvivl om fundamentale bibelske udsagn og få en stor løn for det. Knud Held-Hansen Beatesmindevej 76, 1.tv., 9210 Aalborg SØ knud.held-hansen@stofanet.dk