Doense-Vebbestrup på vej op

Fodbold, serie 4

Doense-Vebbestrup bejler for alvor til serie tre efter 5-2 over Terndrup i topopgøret på Tinghøj. Kampen var helt lige i den første time - og stillingen 2-2.Så blæste DVIF til angreb – og gæsterne ud af banen. Terndrup kom ellers foran efter et kvarter, men ti minutter før pausen udlignede Thomas Vraa på et langskud. Kort inde i anden halvleg scorede Christian Holm til 2-1. Siden måtte hjemmeholdet spille med to spillere i undertal i 10 minutter, og så udlignede Terndrup. - Men de havde ikke luft til at følge vores tempo, og vi vandt helt fortjent med tre mål, siger DVIF-træner John Christensen. Christian Holm, Peter Bak og Jan Thostrup scorede i nævnt rækkefølge. I aften vanker en artig mundfuld med pokalbesøg på Tinghøj af Nibes nedrykkere fra jyllandsserien.