Naturkatastrofer

Dør vi nu?

Vi ser en haj på vej ud til øen. Det er vist ikke almindeligt. Senere tænker jeg på, om de måske opfører sig anderledes før naturkatastrofer. Det har man jo hørt om. Men da er den bare flot i det turkisgrønne vand. Inge er tilpas, som hun sidder der ved rælingen. Båden ud til Hong Island, hvor familien skal ud at dykke, er blot en pram bygget af drivtømmer med et stativ med en presenning over. Men havet er roligt, og dens lille Fiat-motor tøffer sikkert af sted med turisterne, med forældreparret og den mest dyrebare last, de to døtre, Anne og Lise, dengang 14 og 11 år. - Stranden er rigtig flot. Det er sådan en rigtig turiststrand med en stor klippe i midten - lige ud for, hvor vi ligger. Vi får at vide, at den er 12 meter høj. Der er en hel masse koraller rundt om den. Og vandet er dejligt varmt, fortæller Lise. Inge ligger allerede i skyggen, da Lise og Anne kommer op fra snorkelturen og begynder på et slag strandtennis. Henrik snupper som på alle familiens andre ferier en lille stund alene i vandet uden hunkøn. Pigerne spiller videre, og efter en halv times tid går Henrik op af vandet. Inge rejser sig og møder ham i vandkanten. De snakker. Om fisk og skønhed. Anne ser godt, de står sammen derhenne. - Så råber far: Hold da kæft, en bølge. Han råber så højt, at jeg helt automatisk vender mig om. Jeg ser ikke nogen bølge, men en mur af vand ude mellem klippen og kanten af øen. Den ligner et akvarium i en tegnefilm. Der svømmer endda fisk i. Så råber far igen: Løb. Og jeg løber. Og jeg råber på Lise. - Men jeg ser ikke bølgen, Anne, det gør jeg ikke. Jeg må nok have ryggen til. Jeg hører bare så mange, der skriger. Lise begynder at løbe væk fra vandet og ind mod junglen. Det samme gør Anne og pigernes far og mor. Men bølgen når dem. - Jeg kan se, at bølgen når op over klippen. Den ligesom glider henover den. Jeg vender mig om og løber. Så kommer vandet og vælter mig omkuld. Benene bliver bare væltet væk. Jeg tænker: Nu dør vi alle sammen. Det går altså ikke, det her, fortæller Anne, der skylles af sted og mister al kontakt med sin far og mor. De når lige at se deres piger løbe, inden vandmasserne vælter dem. Inge aner ikke, om hun vender den ene eller den anden vej. - Jeg tænker på, at det ikke gør ondt at dø. Det er godt, for så gør det nok heller ikke ondt på pigerne. Samtidig siger jeg til mig selv, at sådan må jeg da ikke tænke. Vi er jo ikke færdige med at leve endnu. Der er da så meget, vi skal. Jeg tænker og mærker en masse, mens jeg ser det klare vand omkring mig. Det er fint, rent vand. Det er ikke ubehageligt, og jeg kan ellers ikke lide at dykke under vandet med åbne øjne - det plejer at være Henrik, der gør det. Inge undrer sig og får et chok af smerte, da hun mases vandret ind mod et træ. Hun trækkes nedad og prøver at beskytte hovedet med hænderne, men hendes arme flås væk af vandmasserne. Imens kastes Henrik ind i tæt krat. Han har lukket øjnene, da han bliver spulet omkuld. - Der er helt stille. Jeg har slet ikke lyd på, når jeg husker tilbage... Da bølgen er væk igen, ligger øen smattet sort tilbage. Dækket af fedtet og klistret sand, jord, blade og smadrede træer og palmer. Anne rejser sig. Har ondt overalt. Men kan gå. Ser sin far med ansigtet dækket af blod. Ser sin mor lige så blodig. Ser ikke Lise. Fortsættes side 3 Løber over til sin mor. Råber til hende: -Det sker ikke, det her, vel? Det er en drøm, ikke mor? Inge kan ikke svare. - Jeg råber efter Lise, mens jeg samtidig diskuterer vildt med mig selv, om det her er virkelighed, eller om Anne har ret: At det er en drøm? Henrik er ikke bange. Han er mørbanket som sin kone og datter, kan næsten ikke gå på det ene ben og ser meget dårligt - havet har hevet den ene kontaktlinse ud. Han begynder straks at rode i de store reder af filtrede grene i det knæhøje mudder for at se, om Lise er nedenunder. - Vi er jo fire, men vi står kun tre her. Så Lise er her lige i nærheden. Jeg er helt sikker. Jeg er nærmest irriteret over, at jeg ikke kan se hende. Hun er her jo. Vi er her altid alle sammen. Jeg er ikke i tvivl, har ikke den skarpe angst, jeg hører hos Anne. Henrik mærker ikke helt selv, at han har slået hovedet, men at han er nogenlunde, ser Inge med det samme. Hun vil have overblik. - Jeg kan se dig, Henrik, ser dig i øjnene. Du er ok. Ser Anne, får øjenkontakt. Hun er ok. Ser så, at vi kun er tre og begynder med det samme at forberede mig selv på, at vi har mistet Lise. At hun er død. Men det kan ikke passe, tænker jeg, og når også at beslutte, at det er ligegyldigt, om jeg mister mit øje, som er dækket af blod. Jeg tænker praktisk. Jeg kan godt klare mit job med et øje. Det skal nok gå. Jeg prøver at tale mig selv til fornuft indeni... Efter få minutter, måske ikke engang to, deler de tre uden at veksle ord territoriet imellem sig og halter hver sin vej for at finde Lise. - Jeg tænker, at det er den store klippe, der er væltet. Jeg skal have en forklaring, husker Anne om minutterne, hvor hendes stemme bliver mere og mere skinger. - Hun er min lillesøster. Hun skal være her. Anne er angst. - Vi kan ikke finde Lise. Og vi kan ikke gøre Anne tryg. Alt det, vi plejer at kunne give og gøre som forældre er pist væk. Forsvundet. Vi er magtesløse. Inge leder videre. Det samme gør Anne. Og Henrik. Imens står Lise alene på stranden. Hun tænker. - Under vandet virker det hele sådan lidt fantastisk. Jeg tænker, at nu er jeg færdig her på jorden, og vi er på vej op et andet sted, hvor det nu end er. Under vandet har Lise fået en lian om halsen, som har holdt hende fra at ryge så langt ind i junglen som resten af familien. Hun får straks flået den af. Lidt til venstre for hende står en mand. Hun råber til ham på engelsk: Help! - Men han går bare. Jeg bliver så træt af, at han ikke vil hjælpe mig, hvis nu vi er de eneste levende tilbage på øen. Lise er alene. Hun kan ikke se de andre. Ikke høre dem. Hun begynder at kalde på Anne. Først lige så stille, men snart skriger hun højt. - Jeg er så ked af det. Tænker på, at jeg havde sagt til Anne, at jeg hadede hende, da vi havde skændtes. Det er jo bare noget, man siger. Jeg mente det jo ikke. Men det er nok for sent nu. Lise løber længere ind i junglen. Hun skriger og skriger, men der er ingen, der svarer. - Men så ser jeg mors ansigt komme til syne. I samme sekund, de alle fire er samlet, hiver Henrik i dem, så de alle holder hinanden i hånden. Selv holder han fast i et lille træ. - Hvis nu der kom en bølge mere, så skal vi holde fast. - Men det er et lille bitte træ. Du er altså lidt skør på det tidspunkt, far, siger Anne. - Ja, vedstår Henrik, som straks efter samlingen beordrer dem alle ned til strandkanten for at blive vasket. - Der skal ske noget praktisk. Jeg samler også en af mine svømmefødder op, da jeg ser den lille ved vandkanten. Hvorfor? Hvad skal jeg dog bruge den til? Familien er samlet. Men den er ikke den samme som før. De er slet ikke i ro. Og pludselig er der en eller anden, der råber: Another wave is coming. Another wave is coming. Move to higher ground. De styrter ind på øen, hvor der er nogle høje klipper. Anne og Lise løber af sted med 180 km i timen. Også Inge kommer af sted. Men Henrik kan ikke styre sit venstre ben. - Far kommer bare ikke. Det er så træls. Nu var vi lige samlet, fortæller Lise. Også Inge er utilpas. - Jeg har det ikke godt med, at vi er spredt igen. Hvad nu, hvis der kommer en bølge mere? Så dør vi jo. Der er ikke noget, der kan beskytte os nu. Jeg er så bange for, at der kommer en bølge mere. Inge får hevet pigerne hen til klippen, hvor en mand længere oppe signalerer, at der er plads til dem, at de bare skal kravle videre. Lise bruger hænder og fødder og vender sig ind i mellem om mod sin far. - Vi råber og råber på ham, men han kommer ikke særligt hurtigt. De andre puffer til os for at komme op. Vi skal skynde os, det kan jeg godt forstå, men jeg vil gerne have far med. Han kommer bare ikke. Læs næste kapitel på næste søndag