Døren er altid åben

Sognepræst Erik Colding Thaysen fortæller om at bo og arbejde i samme hus, om et arbejde, der rummer alle følelser og om glæden ved at arbejde med børn og de unge voksne - konfirmanderne

Tove Enevoldsen
Erik Colding Thaysen: - Jeg trives her i Åsted, og det har ikke været i mine tanker at søge andre udfordringer. Foto: Henrik Louis
EMNER 12. september 2011 11:00

Erik Colding Thaysen, 59 år, har i denne måned været ansat som sognepræst i 25 år i Kvissel, Skærum og Åsted sogne. For 25 år siden valgte de daværende menighedsråd Erik Colding Thaysen, der endnu ikke var færdiguddannet, blandt mange ansøgere. Han havde ikke noget særligt forhåndskendskab til egnen og kendte kun sproget fra Niels Hausgaard, hvis sange han dog udmærket forstod. Naboens græs ikke grønnere - Jeg har ikke et stort behov for "at komme ud og se verden", og jeg har hele tiden været rigtig glad for at være her i Åsted, så det har ikke været i mine tanker at søge andre udfordringer. Jeg synes ikke, naboens græs er grønnere. - Jeg har det bare fint med at være her. Men jeg forstår ikke, hvor alle årene er blevet af, smiler den glade jubilerende sognepræst. Erik Colding Thaysen medgiver, at man som alene præst i landsogne står til rådighed døgnet rundt, men det generer ham langtfra. Det giver nemlig også frihed til selv at disponere sin tid, og familieliv og arbejdsliv hænger fint sammen. Erik Colding Thaysen prøver at holde mandag fri, men døren i præstegården, som er både arbejdsplads og bopæl, er altid åben. - Jeg føler ikke, at jeg er på arbejde, når jeg sidder her på kontoret. Jeg trives. Arbejdet med mennesker Det er arbejdet med mennesker - også de unge, der bringer glæde. Det gælder for eksempel den årlige konfirmandlejr, der kalder på fællesskabet. - Man hører om storby-præster, der møder konfirmander med knive. Her hos mig møder jeg nu og da unge, der giver mig hånden og siger tak for i dag. Erik Colding Thaysen lægger vægt på straks at lære de nye konfirmanders navne. Det skaber tillid. - Jeg taler ikke ned til dem. De bliver behandlet som voksne. Så opfører de sig også voksent, og jeg har aldrig problemer med konfirmanderne. Børn giver liv i kirken Ved en barnedåb er der ofte mange børn i kirken. Præsten ved godt, at nogle kirkegængere synes, det kan være meget forstyrrende med børn. - Men jeg synes, det er så dejligt, at de er der. Jeg tysser aldrig på dem. Jeg kan jo bare tale lidt højere, smiler Erik Colding Thaysen. Som præst møder man hele spektret af følelser. - Ved dødsfald kommer jeg tæt på mennesker i svære situationer. Det præger en. Det bærer man med sig, siger Erik Colding Thaysen, der synes, at det var noget overvældende, at han som ung og uerfaren i den praktiske præstegerning skulle forestå 18 begravelser de første tre måneder. Kommer når der bliver kaldt I det store hele synes han, at det er dejligt og givende at være præst i de tre sogne. Dog har husbesøg altid været vanskelige. Ikke fordi han har svært ved at besøge sognebørnene i deres hjem, men fordi han har svært ved at tage det initiativ at banke på folks døre, at trænge sig på. - Men hvis der bliver kaldt på mig, så kommer jeg hellere end gerne, understreger Erik Colding Thaysen. Han ser ikke sig selv som den missionerende type, men mere som en, der stiller sig til rådighed for menigheden. Hver ting til sin tid Under samtalen i Åsted Præstegård bliver Gud kun nævnt på journalistens foranledning. - Gud og gudstjeneste har sit rum i kirken men naturligvis også i alle andre sammenhænge, hvor mennesker bringer det på bane. Det er i fuld forståelse med menighedsrådene, at der ikke er andagter eller lignende i forbindelse med almindelige møder. Hver ting til sin tid. - Jeg vil ikke presse noget - heller ikke Guds ord - ned over nogen. Hvis man hele tiden taler om Gud, risikerer man, at folk lukker ørerne. Omvendt, hvis Gud omtales, når det er relevant, lyttes der mere intenst og forstående, er hans filosofi.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...