Lokalpolitik

Døren fortsat åben for bredt forlig BUDGET: Borgmesteren er fortsat klar til at forhandle med de borgerlige partier

Borgmester H.C. Maarup har fortsat døren åben til et bredt forlig om budgettet.

Borgmester H.C. Maarup har fortsat døren åben til et bredt forlig om budgettet.

HOBRO:Nok er parterne gået hver til sit, men alligevel er døren fortsat åben til et bredt forlig om budget 2008 i Mariagerfjord Kommune. Det fastslår borgmester H.C. Maarup (S), som ingenlunde har opgivet at få nogle af de borgerlige partier med i en aftale om kommunens økonomiske udvikling de kommende år. - Det er korrekt, at jeg efter fem timer afbrød forhandlingerne, men det var alene ud fra en vurdering af, at vi på daværende tidspunkt ikke kunne komme videre sammenholdt med at fristen for ændringsforslag udløber fredag klokken 12. Vi var altså mere eller mindre tvunget til at trække en streg i sandet og så fremsende de ændringsforslag, vi hver især mener er de rigtige, forklarer H.C. Maarup. Flertalsgruppen - altså S, SF og R - står bag ændringsforslag om at forhøje skatten med 0,4 procent og grundskyldspromillen med 0,4 procent. Det giver en snes millioner kroner i merindtægt. De borgerlige vil kun acceptere det halve i skattestigning. Finansieringen som sådan er der også stor uenighed om. Skrevet med få ord stiler flertalsgruppen efter et budget, hvor man via skattestigning og besparelser får enderne til at nå sammen. De borgerlige er parat til at lade engangsindtægter som salg af et forsikringsselskab og overskud fra amtets ¿bodeling¿ indgå i finansieringen. - De penge vil vi lægge i kassen for at styrke beholdningen, siger borgmester H.C. Maarup. Konstruktive forslag Når han trods den åbenlyse uenighed parterne imellem alligevel ikke definitivt fraskriver sig muligheden for et bredt forlig, er det bl.a. fordi han har lyttet til de udmeldinger, der er kommet fra Venstres gruppeformand, Poul Grøn, Mariager. - Jeg er valgt til borgmester for alle i kommunen, og hvis man har nogle gode og konstruktive forslag, ja så er jeg da parat til at lytte og forhandle, fastslår H.C. Maarup. Han understreger samtidig, at budgettet som sådan jo heller ikke er vedtaget, selv om fristen for at indsende ændringsforslag er udløbet. - Budgettet bliver først vedtaget i byrådssalen 11. oktober, og helt frem til det sekund, hvor det kommer til afstemning, kan der i princippet forhandles og laves ændringer. Det er der intet til hinder for, siger H.C. Maarup. Han understreger samtidig, at det for Socialdemokratiet er alfa og omega, at man i sidste ende får et budget, der både er menneskeligt ansvarligt og økonomisk forsvarligt. - Det er nøgleord for os, fastslår Maarup. Afbrudt lige pludselig V -ordfører Poul Grøn undrer sig over et møde der lige pludselig stoppede. - Vi har vist stor forhandlingsvilje, men Maarup valgte at afbryde mødet netop, som vi var ved at komme i gang med de egentlige forhandlinger. Jeg forstår ikke hvorfor, beklager Poul Grøn. En lignende oplevelse har den konservative Erik Kirkegaard Mikkelsen, Mariager, som aldrig har udelukket en skattestigning. - Parterne prøver jo altid kræfter af, inden man går i gang med realitetsforhandlinger. Så langt nåede vi aldrig, inden borgmesteren lige pludselig stoppede forhandlingerne. Selv forsøgte jeg mig i rollen som mægler. Havde Maarup givet den fornødne tid, tror jeg vi havde fundet en løsning, vurderer Erik Kirkegaard Mikkelsen.