Motionsidræt

Døren lukket til godt tilbud

Tidligere kræftpatient beklager, at enestående tilbud lukkes for folk fra andre kommuner

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jytte Larsen og flere andre er blevet udelukket fra den populære træning for kræft- og hjertepatienter, fordi de ikke bor i Aalborg Kommune, som har overtaget tilbuddet. Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Selvom Jytte Larsen bor i Brønderslev, har hun i de sidste tre år haft stor glæde af det tilbud om fysisk træning og samvær med andre kræftpatienter, som foregår i Haraldslund i Aalborg. Men den 1. september var det pludselig slut, og det beklager hun naturligvis dybt. - Brønderslev Kommune har smækket kassen i, og det samme gælder - så vidt jeg ved - en række af de øvrige kommuner uden for Aalborg, forklarer hun. Ifølge Jytte Larsen opstod problemet først, da Aalborg Kommune overtog tilbuddet, der tidligere har kørt som en forsøgsordning. - Jeg hørte oprindeligt om det, da jeg var i strålebehandling på Sygehus Syd. Og da jeg senere var på et rehabiliteringsophold, fortalte lægen om forskningsresultater, som viser, at 3-5 timers motion om ugen mindsker risikoen for tilbagefald med 50 pct., påpeger hun. Så Jytte Larsen startede straks på et af holdene i Haraldslund. Og det har hun bestemt ikke fortrudt. - Det er et helt unikt tilbud. Og det skyldes både vores dygtige instruktør og det samvær vi har efter træningen, forklarer hun. - Når vi begynder at svede, ryger parykkerne ofte, men her er der ikke nogen, der ser skævt til én af den grund. Jytte Larsen smiler. Hun sætter også stor pris på fællesskabet og muligheden for at få en snak med andre i samme situation, og derfor er det også underligt at sidde udenfor, mens de andre træner inde i salen. - Alt i alt er vi vel omkring 10, som ikke må være med længere. Og selvom det ikke lyder af forfærdeligt meget, ved jeg med mig selv, hvor hårdt det er, forklarer hun. Hidtil har Jytte Larsen ikke haft held til at overbevise sin hjemkommune om, at de skal betale for træningen. Og Aalborg Kommune har også sagt nej til, at hun betaler af egen lomme. - Jeg forstår det ikke. Jeg har også kontaktet regionsformanden, som gav mig ret i, at det burde være åbent for alle. Der findes ikke tilsvarende tilbud andre steder, og derfor håber jeg også, det lykkes os at råbe politikerne op, understreger hun. Ifølge Jytte Larsen handler det også om at hindre tilbagefald, og derfor tør hun personligt ikke stoppe med at motionere. - Men kommer man i et fitnesscenter er det jo slet ikke det samme. Dér er alting koldt og anonymt, så jeg håber virkelig, nogen vil tage sagen op, slutter hun.