Dørmænd og ejere risikerer fængsel

Retten skal tage stilling til, om det er i orden at nægte udlændinge adgang på Hr. Nielsen

Retspleje 14. januar 2003 07:00

AALBORG: Fem ejere og dørmænd fra værtshuset Hr. Nielsen i Jomfru Ane Gade risikerer bøder eller i værste fald op til et halvt års fængsel, når byretten i Aalborg onsdag behandler sagen, hvor de er tiltalt for at nægte gæster med udenlandsk baggrund adgang til værtshuset. Aalborg Politi har rejst tiltale for tre tilfælde, hvor udlændinge skal være blevet afvist. Det drejer sig om episoder 29. juni, 7. juli og 16. august sidste år. Den mest omtalte er afvisningen 16. august, da den dansk-israelske aalborgenser Jakob Ashtar ifølge anklageskriftet blev nægtet adgang til Hr. Nielsen med henvisning til, at der allerede var for mange udlændinge inde. Jakob Ashtar meldte sagen til Aalborg Politi, ligesom der midt i september blev gennemført en større demonstration mod værtshuset til fordel for den aalborgensiske universitetsstuderende. To andre, som tilsvarende har anmeldt værtshuset, er indkaldt til sagen, som ifølge vicepolitimester Jørgen Nautrup kommer til at omfatte i alt fire vidner. Jørgen Nautrup betegner sagen som ret principiel og siger, at retten vil blive bedt om tage stilling til tre ting: Dels hvad retten mener, at der rent faktisk foregik ved Hr. Nielsen de tre gange. Dels om begivenhederne er i strid med lovgivningen, og dels hvad det i givet fald skal koste i straf. Fem tiltalte I alt fem personer vil sidde på anklagebænken. Det drejer sig om tre dørmænd samt daglig leder og medejer Thomas Kristiansen. Den femte tiltalte er teknisk set aktieselskabet Hr. Nielsen A/S og derigennem restauratør Finn Hvillum. Tiltalen mod de fem er ikke rejst efter Straffelovens racismeparagraf, men derimod en lovbekendtgørelse, som specifikt forbyder forskelsbehandling på grund af race og lignende. Strafferammen går fra bøde op til et halvt års fængsel. Bekendtgørelsen forbyder at behandle gæster eller kunder forskelligt på grund af deres race, religion, seksuelle orientering eller lignende på steder, som ellers er åbne for offentligheden. På samme måde er det forbudt at nægte mennesker adgang til ellers offentligt tilgængelige steder på grund af deres race, religion m.v. Nægter Som tidligere omtalt i NORDJYSKE nægter Finn Hvillum og Thomas Kristiansen sig skyldige i racisme og diskrimination. De har ved flere lejligheder forklaret, at det ikke handler om hudfarve eller etnisk baggrund, når nogen har oplevet at blive afvist ved Hr. Nielsens dør. Med henvisning til at de har pligt til at holde ro og orden på værtshuset, har de en generel politik på værtshuset om at sørge for, at ingen grupperinger bliver for dominerende på stedet. - Folks hudfarve er totalt ligegyldig. Hvis rockere kom, ville de blive afvist. Hvis en større flok rugbyspillere kom, ville vi også vurdere, hvor mange vi kunne tage ind og det samme med en flok militærpersoner eller lignende, forklarede Thomas Kristiansen til NORDJYSKE i september sidste år, da der blev gennemført en demonstration i midtbyen imod Hr. Nielsens politik. Jakob Ashtar mener på sin side, at det er ulovligt at afvise nogen, fordi løden er mørk, øjenene brune og håret sort. Hvad retten mener vil vise sig onsdag, med mindre sagen optages til dom.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...