Aalborg

Dørmand og landsholdsspiller

FREDERIKSHAVN: Fra landsholdskeeper til dørmand - og måske tilbage til landsholdet. Det kan meget vel blive situationen for Frederikshavn IK's målmand, Johan Westermark, der sidste år skiftede sit oprindelige svenske statsborgerskab ud med et dansk. Straks var han inde i landsholdsvarmen og fik enkelte chancer, men til A-VM i Tjekkiet blev han akkurat siet fra i forhold til Peter Hirsch, Michael Madsen og Jan Jensen. Sidstnævnte har imidlertid inden sæsonen igen meldt ud, at han er færdig med landsholdet, og det kan føre til nye landsholdschancer til FIK-keeperen - også selv om han i forhold til sidste sæson får langt flere ligakampe som døråbner. Med den tidligere AaB-keeper, slovakiske Lubomir Pisars ankomst til Frederikshavn, er Johan Westermark nemlig i hvert fald i første omgang udset til at være andenmålmand, men landsholdets assisterende træner, Esben Nedermark, tøver ikke med alligevel at give FIK'eren en pæn chance for at komme ind i landsholdsvarmen. - Johan Westermark er med i landsholdets bruttotrup, og hvis Jan Jensen fastholder sit nej til det nationale hold, står FIK-keeperen som den næste i rækken, siger Esben Nedermark. - Peter Hirsch er stadig førstevalget i målet, men han har i øjeblikket nok at se til i sin klub i Malmø, og derfor er det Michael Madsen og Henrik Bjerring, der er udtaget til landsholdets tur til Ungarn med træningsturnering 31. august- 5. september. - Det er dog sandsynligt, at sidstnævnte sender afbud på grund af familieforøgelse i det tidsrum, og så kommer budet formentlig til Johan Westermark. - Hvordan hans muligheder bliver i løbet af sæsonen afhænger naturligvis af præstationerne for FIK, men selv om han er rangeret som andenmålmand i klubben, udelukker det ikke, at han kan spille på landsholdet, siger Esben Nedermark. jop