Vold

Dørmand og restauratør fik blå øjne

To 33-årige mænd tiltalt for vold efter våd bytur i februar

HOBRO:En våd bytur i det hobroensiske natteliv resulterede i februar i, at både en dørmand og en restauratør på diskoteket Buddy Holly i Hobro fik et blåt øje. Det står klart, efter at Retten i Hobro i går indledte sagen mod to 33-årige mænd, der er sigtet for vold. Hvad der til gengæld ikke står klart er, hvem der afleverede det første slag. Den ene af de 33-årige eller en helt anden. Den ene af de tiltalte forklarede, at han, efter at have været på flere diskoteker og værtshuse i Hobro, ankom til diskoteket klokken cirka 02.30 natten til 15. februar i år. Mens to af hans kammerater - heriblandt den anden 33-årige - stod i køen, ville han kigge ind i diskoteket og kom derfor i klammeri med dørmanden. - Så får jeg et slag. Jeg ved ikke hvorfra, men det er et hårdt slag, og jeg ryger lidt bagud og slår ud i luften og rammer en eller anden, lød det fra den tiltalte i retten. Ifølge dørmanden kom slaget dog uden, at den 33-årige var blevet slået af hverken ham eller nogen anden. Og ganske bevidst. - Den 33-årige prøvede at trække mig ud i gården ved at tage fat i jakken. Jeg får rykket mig fri, ser efter hvor hans kammerater er, og så får jeg et knytnæveslag i hovedet og bukker sammen, sagde dørmanden under sin forklaring. På dette tidspunkt dukkede der så en ny person op, der af de to 33-årige konsekvent blev beskrevet som "den høje tynde mand." Han sprang på den 33-årige, så de røg ud af døren og ud i gården, hvor de tumlede rundt. - Det så ud som om, han (den 33-årige, red.) ville til at slå dørmanden i nakken. Så jeg sprang på ham, og vi røg udenfor, fortalte "den høje tynde mand", som beskrev sig selv som værende kammerat med dørmanden. Efter noget tumlen udenfor, blev de to skilt ad. Nogenlunde samtidig kom restauratøren ud i gården ad bagdøren, efter at han af en afrydder fik at vide, at dørmanden var i knibe. Han førte den 33-årige væk, fordi han vurderede ham til at være stærkt ophidset. - Så hører jeg en sige: "Lad ham være". Jeg vender mig, og så får jeg en på snotten, forklarede restauratøren. Det var den 33-åriges ligeledes 33-årige kammerat, der tildelte slaget, ligesom dørmanden, der kom til stedet, også fik et par slag. Hvor den ene 33-årige indrømmede at have været i slagsmål, nægtede den sidste 33-årige imidlertid alt. - Jeg slår ingen den aften. Det er jeg 100 procent sikker på, pointerede han overfor dommer Søren Ejdum. Der faldt ingen afgørelse i sagen igår, da der dels manglede et vidne, der var indkaldt for sent, dels ønskede forsvarer Jan Poulsen en personundersøgelse fra Kriminalforsorgen af den ene tiltalte. Hvornår sagen tages op igen er endnu uvist.