Dørtrinnet til Indre Mission er for højt

Egon Østergaard vil høvle et par centimeter af og gøre Indre Mission mere tilgængelig

Egon Øs­ter­gaard sid­der godt til­ ret­te i Café Åbent Hus, der hver tors­dag bli­ver stil­let frem i fo­ye­ren i Ho­bro Mis­sion Hus.FOTO: GRE­TE DAHL

Egon Øs­ter­gaard sid­der godt til­ ret­te i Café Åbent Hus, der hver tors­dag bli­ver stil­let frem i fo­ye­ren i Ho­bro Mis­sion Hus.FOTO: GRE­TE DAHL

HOBRO:- Jeg synes, at dørtrinnet til Indre Mission er for højt, så kunne man ikke gøre det lidt lavere? Det spørgsmål vil Egon Østergaard nu prøve at besvare med et nyt initiativ, der skal få folks øjne op for Indre Missions budskaber, som han mener andre også fortjener at høre. - Vi har et budskab, der er for godt til at holde for os selv, og det vil vi gerne ud med. Derfor står Egon Østergaard, sammen med en håndfuld andre aktive seniorer i Indre Mission i Hobro, bag en ny café, der skal udbrede folks kendskab til Indre Mission. ‘Café Åbent Hus’ foregår i Missionshusets foyer hver torsdag, hvor alle er velkomne til en kop kaffe, et stykke kage og en snak om alt mellem himmel og jord - men måske mest om himmel. Tid til fordybelse Egon Østergaard glæder sig meget til at byde snakke- og kaffetørstige borgere i Hobro indenfor, og ser caféen som en god mulighed for fordybelse. - Vi er ikke gode til at give os tid til hinanden, og en samtale kan let blive for overfladisk. Der er meget mere i livet end vejr og vind, siger Egon Østergaard, der har været engageret i Indre Mission det meste af sit liv, efter han selv blev “inviteret indenfor“. - Den åndelig dimension er noget nedprioriteret hos folk, synes Egon Østergaard. Har man lyst til at snakke om andet end religion og Indre Mission er man dog også meget velkommen i caféen, forsikrer Egon Østergaard, der sammen med andre frivillige er klar til at tale om hvad som helst. Egon Østergaard har nemlig altid levet af at hjælpe andre, lige fra han blev uddannet som diakon, en kirkelig social- og sundhedsuddannelse. Senere var han assistant i 28 år på Blå Kors, der er et være- og behandlingssted for alkoholikere. Selvom Egon Østergaard har stor erfaring med at hjælpe folk, synes han dog, at han har sine begrænsninger. - Jeg er jo bare et almindeligt menneske med en masse erfaringer. Jeg har ikke svar på alting og det har Bibelen heller ikke, men jeg forventer nogle rigtig gode snakke og at jeg får lidt tættere relationer til de mennesker omkring mig. Ikke gode til PR Egon Østergaard erkender, at Indre Mission ikke har solgt sit budskab godt nok. - Vi har ikke været så gode til PR og til at fortælle om os selv. Vi er her altså også, og det skal vi markere tydeligere end vi har gjort før. Birgit Forum, sekretariatsleder i Indre Missions hovedkontor, fortæller, at man på landsplan har oplevet et fald i antallet af “venner” og abonnenter på bladet Indre Missions Tidende. Det forsøger man at komme til livs med forskellige initiativer som hjemmesiden Jesusnet.dk, der er specielt henvendt til unge, og en “cafébus”, der kører rundt til landets festivaler og markedspladser for at forkynde Bibelens budskab. - Det er svært at få folk ind i missionshuset, så det gælder om at møde dem, der hvor de er, forklarer Birgit Forum om strategien. Troen har en stor rolle For Egon Østergaard er Café Åbent Hus ikke kun et spørgsmål om at få nye venner til Indre Mission, men i lige så høj grad at få afløb for sine tanker og erfaringer, og dele dem med andre. - Man får så meget vertikalt fra, og det vil jeg gerne dele horisontalt, illustrerer Egon Østergaard, der henter meget hjælp i religionen. - Troen spiller en rolle i alt hvad jeg foretager mig. Det giver en mening i tilværelsen. Café Åbent Hus åbner første gang i dag klokken 9.30 og alle er velkomne.