Dogmefilm for fuld musik

Regel nr. 1: Det er især en pigefilm

"Regel nr. 1" er en dogmefilm for fuld musik, hvis man sætter godt med bukseelastik i begreberne. Første indtryk er klar dogme, men efter kort tid finder man ud af, at én af dogmereglerne ikke er overholdt. Der er fuld musik på. Musik er ikke tilladt i en dogmefilm. Men ellers holder det faktisk ganske godt. Håndholdt kamera. Intet kunstigt lys etc. - Når jeg ikke bruger kunstigt lys, er det for at gøre skuespillerne så nøgne som muligt, fortæller instruktøren Oliver Ussing. Der bliver nemlig fokuseret meget på ansigter, og uden diverse hjælpemidler skal der ganske enkelt knokles så meget desto mere for skuespillerne. - Vi tog en lejlighed og indrettede til filmstudie. Her er store dele af filmen optaget, og i starten lod jeg bare skuespillerne gå rundt i lejligheden i et par dage. Meningen var, at de skulle være deres roller. De havde ingen replikker. De skulle bare påvirkes af stedet til at blive deres roller. Vi filmede sidste år i seks uger fra september og frem. Det var ikke noget, jeg ville, men det var betigelserne. Dette er jo ikke Kubrick, som nogle gange ventede op til to uger på at en sky var det rigtige sted på himlen, før han filmede. Filmen er ikke påvirket af ting udefra. Vi har taget vejret, som det var, og det er for eksempel også vigtigt, at dette er en Københavnerfilm. Man skal kunne se, hvor det er. Det er ikke bare en by, som så kan være Esbjerg eller så meget andet. Målgruppen for filmen er folk i 20'erne. Og nok især for piger eller kvinder. "Mænd er nogle svin" er der da også en pige, der siger i filmen. Filmen er testet på et publikum på et meget tidligt stadie. Mændenes holdning er, at denne film ikke er videre realistisk. Pigerne siger derimod, at "Ja. Hende kender jeg". Det er på ingen måde en ungdomsfilm. Det er filmen for folk, der vil se noget om, hvor de står lige nu. For folk, der leder efter et ståsted. Jeg har selv skrevet manuskriptet sammen med Morten Dragsted. Inspirationen har jeg fundet i mit eget liv. Jeg har gået på restaurant og iagttaget. Jeg har lyttet til sladder. Og så har jeg haft en kvinde til at hjælpe mig med nogle af replikkerne. Filmens Sara har et meget frisk sprog og er langt fremme i skoen. Hendes replikker har jeg fået hjælp til af Audrey Castenada, der er stand-up'er. Det var også vigtigt for at få en så stor forskel som muligt på de to kvinder. Da de mødes i filmen, kommer de nærmest fra hver sin verden, selv om de er søstre. Det er fire-fem år siden, at filmen startede for mig som en idé. Der før lå der et manus om dating, som Morten Dragsted havde skrevet. Filmen handler om at lære at elske sine søskende, og så handler det om, at man skal lære at sige fra og stå på egne ben. Det har kostet otte millioner kroner at lave filmen, og det er omtrent halv pris for en dansk spillefilm. Tidligere har jeg lavet en del kortfilm, og jeg har skrevet manus til spillefilm, som dog ikke er produceret endnu. De kortfilm, jeg har lavet, har været med så mange skuespillere som muligt. Simpelthen for at få det til at fungere. Altså prøve det hele. Min bagggrund for filmen er en uddannelse som cand. mag. i filmvidenskab samt en uddannelse som filmfotograf i England. Men allermest: Jeg har set rigtigt mange film i mit 33-årige liv. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal lave fremover. Jeg har ikke en fast kontrakt. Mange af producenterne er vel også afventende i forhold til denne film. Også fordi det er min første. De vil se, om den fungerer, fortæller Oliver Ussing.