Doktoren taler, hvor andre tier

Prak­ti­se­ren­de læge Svend Niel­sen, Ho­bro. Foto: Mar­tin Dam­gård

Prak­ti­se­ren­de læge Svend Niel­sen, Ho­bro. Foto: Mar­tin Dam­gård

{ Lægen, politikeren og kunstelskeren Svend Nielsen fra Hobro kan udtrykke sig yderst klart. Skær ned på ældreområdet og styrk skolerne og kulturen, var en af hans udmeldinger under sit politi-ske virke i Hobro Byråd. Hobro er centrum. Hobro er hovedbyen, erklærede han under seneste valgkamp, da netop spørgsmålet om hovedby var et ømtåleligt emne, som alle andre politikere håndterede som den varme kartoffel. Svend Nielsen, Søndertoften 78 i Hobro, fylder fredag 70 år. I 38 år har han været praktiserende læge i Hobro, og der er tilsyneladende mange flere år i ham. I hvert fald afviser han enhver snak om pension. Man skal blive ved med det, man har forstand på, så længe man kan. At gå på pension for at spille golf dagen lang er noget pjat, mener han. Han er himmerlænding, voksede op i Tobberup ved Hobro, blev student fra Birkerød Statskostskole og begyndte som 19-årig på lægestudiet på Københavns Universitet. Efter gerninger på Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital købte han i 1969 lægepraksis i Hobro. I 1974 stemte vælgerne ham første gang i Hobro Byråd, hvor han sad for Socialdemokratiet. Fra 1986 til 1991 var han formand for teknisk udvalg, men så ragede han uklar med sit eget parti, som han vendte ryggen. Han gik ud af byrådet, men gjorde i 2001 comeback for sin egen Hobro-listen, som han repræsenterede i byrådet indtil nytår. Han opnåede ikke genvalg til det nye Mariagerfjord Byråd. I Hobro nåede han at sætte sine politiske spor på blandt andet en kulturpolitik og en idrætspolitik. Men det er med kunsten, han for længst har sikret sit eftermæle. Han var i 1975 med til at stifte Hobro Kommunes Kunstsamling, har været formand alle årene og er netop blevet genvalgt for en ny fireårig periode. Samlingen har gennem årene forskønnet det offentlige rum i Hobro, og mange skulpturer står i byen på Svend Nielsens initiativ. En af hans store bedrifter er bidraget til at skabe udstillingslokalerne Kunstetagerne i det gamle Bies Bryggeri i Hobro. Uden for det sydlige Himmerland kendes Svend Nielsen for sit faglige engagement i lægekredse. Allerede i 1976 kom han i hovedbestyrelsen for Praktiserende Lægers Organisation, og fra 1979 til 1985 var han formand. Fra 1994 til 2000 stod han tillige i spidsen for Nordjyllands Lægekredsforening. Svend Nielsen er gift med familieplejekonsulent Bente Ragnhild Nielsen. Sammen har de otte børn fra to ægteskaber.