Dokumentarfilm lavet af Brovst-borger PREMIERE: I dag vises en efterhånden historisk film om 22 industrivirksomheder i Brovst

BROVST:De fleste borgere med nogle år på bagen kender nok Kaj E. Breum. Igennem 39 år havde han sammen med sin kone, Gerda, manufakturforretningen, som lå lige overfor plejehjemmet Møllegården i Vestergade. Det var fra1945 til 1984. Kaj E. Breum, som nu er blevet 83 år gammel, var allerede, mens han arbejdede, interesseret i video. En interesse, som han fik tid til at dyrke, da han gik på pension. Da Kaj E. Breum en dag var ude og gå en tur, hvor han passerede mange af virksomhederne i kommunen, fik han en idé. - Det var der, at jeg kom til at tænke på, at der egentligt er mange spændende ting, som foregår i kommunen, fortæller han. Idéen om at lave en film om industrivirksomhederne i kommunen blev skabt på den måde. - Mange i min årgang har aldrig set hvordan det foregår de forskellige steder.Derfor ville det være interessant at lave en film om det, forklarer han og tilføjer: - Når jeg nu havde haft forretning så længe, så havde jeg aldrig haft tid til at komme ud og se virksomhederne før. Det ville jeg gerne opleve og det har jeg aldrig fortrudt. Arbejdede i fritiden Inden Kaj E. Breum sammen med sin søn Jens E. Breum gik i gang med at optage filmen i 1989, lavede han research på industrivirksomhederne. Han tog på besøg og havde en snak med indehaveren i hver virksomhed. - Jeg optog det på en lille kassettebåndoptager og når jeg så kom hjem, skrev jeg spørgsmål ned udfra vores samtale. På den måde kunne jeg stille ordentlige sprøgsmål i filmen, fortæller han. I alt 22 industrivirksomheder fik besøg af Kaj E. Breum, og kun to sagde nej til at deltage. - De kunne ikke se et formål med det, husker han. Optagelserne foregik i det sidste halve år i 1989 og første del af 1990 og Han Herred El-Forsyning, Brovst Vandværk og fjerkræslagteriet i Skovsgård var blandt de virksomheder, som fik besøg. Både optagelser og det store arbejde med at redigere filmen foregik om aftenen og på fridage, når sønnen Jens havde fri fra arbejde. - Nogle samler på frimærker og jeg gør det her, forklarer Kaj E. Breum sin tidskrævende hobby. Flot modtagelse Da filmen lå færdig i 1990, blev virksomhedsejerne inviteret til en fremvisning på Øland Kro. - Modtagelsen var meget fin. Der var stort bifald og de kunne lide det hele, husker Kaj E. Breum. - Nu bliver den vist igen på opfordring af Mary Mathiesen. De må få premieren i Mølleparkcentret, siger han og tilføjer, at den største glæde i livet er at glæde andre. Det vil dog kun blive halvdelen af den i alt tre timer lange film, som vil blive vist i dag klokken 14 i Mølleparkcentret. - Resten må blive vist en anden dag, siger Kaj E. Breum. Der er også planer om at filmen skal vises for et bredere publikum i Brovst Hallen. Dette er dog ikke sikkert endnu.