Dolberg vil revanchere frustrerende landsholdsafbud

Kasper Dolberg missede de tre landskampe i september, og nu vil han revanchere sig mod Moldova og Østrig.

Kasper Dolberg spillede sig ind som førstevalg i Danmarks angreb under EM-slutrunden, men han er usikker på, om han stadig er førstevalg hos Kasper Hjulmand efter at have misset de tre landskampe i september.

Kasper Dolberg spillede sig ind som førstevalg i Danmarks angreb under EM-slutrunden, men han er usikker på, om han stadig er førstevalg hos Kasper Hjulmand efter at have misset de tre landskampe i september.

CHISINAU:Angriberen Kasper Dolberg er tilbage på det danske fodboldlandshold, efter at han til sin egen store frustration gik glip af landskampene mod Skotland, Færøerne og Israel i september.

Hans knæproblemer er gået i sig selv, og silkeborgenseren føler sig atter helt frisk forud for landsholdets to kampe mod Moldova og Østrig lørdag og tirsdag.

- Jeg regner med, at jeg er helt klar igen. Jeg har trænet i over en uge, og jeg fik også nogle minutter for Nice i sidste weekend. Mit højre knæ har drillet mig to gange i løbet af sæsonen, men det gør det ikke mere.

- Jeg føler, at jeg kan mærke, at det er overstået. Det føles bedre nu, det er mere stabilt, og jeg har en god fornemmelse, og den går jeg efter, siger Kasper Dolberg.

Knæproblemerne opstod efter en god sæsonstart for Nice, hvor han netop havde scoret to gange mod mesterholdet Lille. Lige inden landskampsterminen i september gik det dog galt.

- Det er ekstra irriterende at blive ramt af en skade, når man føler, at det går godt og man er inde i en god rytme og har en god fornemmelse, hver gang man går på banen.

- Det var ikke særlig fedt at følge de seneste landskampe på afstand, og jeg havde glædet mig rigtig meget til at komme tilbage til Danmark og spille de kampe. Det var meget frustrerende ikke at spille, siger Dolberg.

Under sommerens EM-slutrunde fik han en opblomstring, og han scorede to mål i ottendedelsfinalen mod Wales og et mål i kvartfinalen mod Tjekkiet.

I den kontekst var det seneste landsholdsafbud ekstra ærgerligt for ham, efter at han for en stund lignede Hjulmands førstevalg på landsholdets enlige plads som spidsangriber.

- Nu er der blevet spillet et par kampe uden mig, og vi må se, hvem der bliver valgt til at spille nu, siger Dolberg.

Yussuf Poulsen, Andreas Cornelius og Jonas Wind er også i spil til pladsen som central angriber.

Lørdag aften klokken 20.45 venter en VM-kvalifikationskamp på udebane mod Moldova. Tirsdag kommer Østrig forbi Parken. Med to sejre indløser Danmark billet til næste års VM-slutrunde i Qatar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden


Breaking
Skandinavisk koncern køber ikonisk nordjysk ferieresort
Luk