Dom: 41-årig krænkede mindreårige piger på skole og ridecenter

En 41-årig mand er blevet idømt tre måneders fængsel for blufærdighedskrænkelse

Arkivfoto: Torben Hansen

Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:En 41-årig mand er blevet idømt tre måneders fængsel for blufærdighedskrænkelse af flere mindreårige piger dels på en skole i Aalborg Kommune, hvor han var ansat, og dels på et ridecenter.

Derudover blev han frakendt retten til at beskæftige sig med børn og unge erhvervsmæssigt og i forbindelse med fritidsaktiviteter i to år.

Det oplyser anklager Jesper Sønderup.

Pige betroede sig til forældre

Den 41-årige er dømt for at have krænket fem pigers blufærdighed i forskellige tidsrum mellem 2009 til 2017. Pigerne har været i alderen omkring otte år og op til 15 år da krænkelserne skete, fortæller Jesper Sønderup.

Sagen så dagens lys, da en af pigerne i september 2017 betroede sig til sine forældre, som tog kontakt til skolen.

Under den efterfølgende efterforskning mod manden, dukkede der så flere piger op, som var blevet krænket af den 41-årige.

Nægtede sig skyldig

I Retten i Aalborg nægtede den 41-årig sig skyldig i alle anklager og forklarede, at han kun havde haft et nært forhold til pigerne, fortæller Jesper Sønderup.

Retssagen har været præget af, at det altoverskyggende bevis har været pigernes forklaringer, da der ikke har været vidner til krænkelserne.

Efter sagen begyndte at rulle, stoppede den 41-årige på den skole, hvor krænkelserne fandt sted, ligesom han også forlod sine tillidshverv i rideklubben, oplyser anklageren.

Den 41-årig overvejer nu, om han vil anke dommen.