Dom betyder næppe stop for æresdrabsager

KØBENHAVN:Tirsdagens dom i sagen om æresdrabet vil sende chokbølger og få nogle til at tænke sig om en ekstra gang. Men desværre ikke alle. Det mener integrationskonsulent i Københavns Kommune, Manu Sareen. - Jeg tror på, at det får en præventiv effekt herhjemme, men jeg tror ikke, at den vil bremse alle æresdrabssager. Det er ikke for at være kynisk, men jeg tror, at man stikker blår i øjnene på sig selv, hvis man tror det. Der sker jo stadig masser af mord, selv om der er dødsstraf for det nogle steder i verden, siger han. Manu Sareen er ikke et sekund i tvivl om dommens positive effekt på størstedelen af indvandrermiljøet. Men i nogle situationer er familierne så pressede, at der ikke vil være nogen anden udvej end drab - uanset hvad. /ritzau/