Hele landet

Dom: Din flyrejse købt på nettet dækkes ved konkurs

Rejseselskaber på nettet har pligt til at dække kundens tab, hvis flyselskabet går konkurs inden afrejse

Cimber Sterlings konkurs kostede en passager over 2.500 kroner til en ny billet med et andet flyselskab. Dem får han nu retur med den principielle dom. Arkivfoto

Cimber Sterlings konkurs kostede en passager over 2.500 kroner til en ny billet med et andet flyselskab. Dem får han nu retur med den principielle dom. Arkivfoto

HELE LANDET: Forbrugerne har ret til at få refunderet udgifter til flybilletter, som de har købt hos rejseudbydere på internettet, hvis flyselskabet, de skulle have rejst med, går konkurs.

Og det er den internetbaserede udbyder, som forbrugerne har købt billetterne hos, der er forpligtet til at dække forbrugerens tab.

Det er konsekvensen af en dom, der er afsagt i Østre Landsret onsdag.

Her har Forbrugerombudsmanden fået medhold i en ankesag ført på vegne af en borger mod Den Danske Rejsegruppe, filial af Svenska Resegruppen AB.

Forbruger fik medhold

I den konkrete sag har en forbruger fået medhold i, at han havde krav på at få penge retur fra en internetbaseret udbyder, som i 2012 solgte ham flybilletter til Nice på internetportalen Goleif.dk.

Forbrugeren købte billetter til sig selv og sin mor fra København til Nice med SAS, og tilbage til København skulle de flyve med Cimber Sterling. Under deres ophold i Sydfrankrig gik Cimber Sterling imidlertid konkurs.

Ny udgift

Kunden havde ved købet af flybilletten takket nej til en konkursforsikring, da han havde tillid til, at Goleif.dk, som han købte billetterne hos, ikke var konkurstruet.

For at komme hjem måtte han købe nye flybilletter hos Norwegian til 2580 kroner.

De penge får han med dommen nu tilbage.

Portalen, der er ejet af Den Danske Rejsegruppe, nægtede at udbetale kompensation, da den fastholdt, at den kun var formidler, mens Cimber Sterling havde været forbrugerens aftalepart.

Forbrugerombudsmanden gik ind i sagen, fordi han vurderede, at forbrugeren havde god grund til at tro, at det var selskabet, som ejer Goleif.dk, som han indgik aftalen med, og at han derfor kunne kræve erstatning for flybilletterne der.

Tabte ved byretten

I første omgang tabte forbrugeren sagen ved byretten i Roskilde. Og det er den afgørelse, som Østre Landsret altså nu i en ankesag har omstødt.

Sagen ventes at få betydning for en lang række sager. Forbrugerklagenævnet har oplyst, at det har sat 812 lignende sager om flykonkurser på hold, indtil ankesagen var afgjort.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.